U19-holdets anfører William Steindorsson fik debut for Lyngby Boldklubs førstehold mod BK Frem tilbage i september, og her i opstarten er det blevet til minutter i begge træningskampe, og han håber på endnu flere på den forestående træningslejr.
Lørdag tager både førsteholdet og U19-holdet på træningslejr sammen på Cypern, og William Steindorsson sætter ord på, hvilket udbytte han håber på.
“Jeg håber, at det bliver en tur, hvor U19-holdet kommer tættere på førsteholdet, som jeg ved, vi kan lære rigtigt meget af. Det er samtidig en mega fed mulighed for at komme tættere på A-truppen socialt, men sportsligt bliver det en god læring for os at se, hvordan de professionelles hverdag ser ud og spejle os selv i det for at se, hvad det kræver. Vi skal suge det hele til os,” fortæller William Steindorsson, der fortsætter:
“Det bliver også vigtigt for os på U19 at komme tættere på hinanden, så vores relationer bliver bedre, da jeg tror, det vil styrke vores sammenhold på og udenfor banen.”
Den unge midtbanespiller har flere individuelle udviklingspunkter med i kufferten, men især ét skal have fokus udenfor banen.
“Jeg skal personligt på denne tur forsøge at skabe et stærkere bånd til A-truppen socialt, så jeg kan bide mig bedre fast, og jeg skal samtidig vise, at jeg hører til i den trup, så det kan blive til endnu flere minutter og i sidste ende blive til den Superliga-debut for Lyngby Boldklub, jeg drømmer om og arbejder hårdt for.”
Du kan følge Lyngby Boldklubs førsteholdskampe fra træningslejren via stream. Mere information følger i optakten dagen før.