Lyngby Boldklub og Brian Hamalainen er blevet enige om en kontraktforlængelse, hvorfor venstrebacken nu har kontrakt sæsonen ud.
En ægte kongeblå kulturbærer har forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2025.
Brian Hamalainen og Lyngby Boldklub er således blevet enige om en halvårig forlængelse af hans kontrakt, og det glæder naturligvis fodboldchef Nicas Kjeldsen.
– Brian har i denne sæson vist, at han stadig har et højt niveau, og at han stadig kan gøre en forskel for os. Han havde i foråret en stor andel i, at vi fortsat kan kalde os Superliga-klub, og vi er ikke i tvivl om, at han med sin store professionalisme og sit kongeblå DNA igen kan spille en afgørende rolle i foråret. Vi er utroligt glade for, at Brian starter op med os igen efter nytår, siger Nicas Kjeldsen.
Også Brian Hamalainen selv glæder sig over, at han starter op sammen med resten af truppen på Lundtoftevej d. 6. januar.
– Det er ingen hemmelighed, at det for mig var et spørgsmål om kontraktforlængelse eller karrierestop. Det er ikke ofte, at man får muligheden for at slutte sin karriere af der, hvor det hele startede, så det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Samtidig får jeg også muligheden for at være med til at gøre projektet færdig til sommer. Det ville være en fantastisk afslutning på tingene og prikken over i’et at kunne være med til at Lyngby Boldklub igen er at finde i Superligaen næste sæson, siger Hamalainen inden, at han fortsætter.
– Lyngby betyder, og har altid betydet rigtig meget for mig. Ingen tvivl om at jeg er klar over, at hverdagen snart er en anden, men der skal ikke være skyggen af tvivl om, at jeg værdsætter tiden på træningsbanen og atmosfæren til kamp, så jeg kommer til at give den fuld gas til det sidste!
Brian Hamalainen præsenteres af Pops Pizza.
#SammenForLyngby