Månedens akademi-spiller for november er fundet, og valget er faldet på U19-spiller Malthe Henriksen.
Denne måneds akademispiller finder vi på klubbens U19-hold. Forsvarsspiller Malthe Henriksen har vundet prisen for november efter at have leveret på et højt niveau i en længere periode. U19-holdets præstationer i efterårets sidste fire kampe bød på flere positiver, og en af dem er unge Malthe, der har spillet samtlige minutter i bagkæden. Ifølge hans cheftræner Piotr Haren er der masser af gode ting at fremhæve.
– Malthe har spillet en vigtig rolle i vores bagkæde i hele sæsonen, og i den sidste måned har han virkelig spillet på et højt niveau for os, siger Piotr Haren om sin spiller.
På banen har Malthe både udmærket sig i den offensive og defensive del.
– Han er stærk defensivt og vinder rigtig mange af sine dueller. Og selvom han er hård og kontant i sit spil, har han kun fået et gult kort i sæsonen. På bolden har han haft en helt central rolle i vores opbygningsspil og løser de første faser af spillet rigtig godt, uddybede han.
Malthes præstationer på banen har også bidraget til, at han i en længere periode har trænet fast med Superliga-truppen en eller flere gange om ugen og samtidig fået flere minutter i future-kampene i løbet af sæsonen.
Akademiet sender Malthe på velfortjent juleferie og ønsker stort tillykke med prisen som månedens akademi-spiller.
Vi glæder os til at følge ham og resten af U19-holdet, når de vender tilbage til preseason i det nye år.
Akademiet præsenteres af Sydbank.
#FremtidenErKongeblå