Belgiske Lucas Lissens kalder sidste weekends indsats i Vejle for ukarakteristisk og glæder sig til at komme ud og tage revanche søndag eftermiddag
Sidste weekend var ikke sjov set med kongeblå briller, og stemningen i omklædningsrummet efter kampen i Vejle er da i den grad også set bedre.
Ifølge Lucas Lissens var alle ærgerlige over resultatet, men især indsatsen er noget, som holdet ser frem til at komme ud og få revancheret.
– Det vi præsterede i sidste weekend, var ikke godt nok, og jeg synes også, at det var ukarakteristisk i forhold til, hvordan vi ellers har præsteret i efteråret. Vi er nødt til som minimum at ramme intensiteten og det rette tændingsniveau, og det skal vi finde tilbage til på søndag mod AGF. Vi skal finde tilbage til os selv, siger Lucas Lissens, som forventer en svær opgave i Aarhus.
– AGF har været gode i den her sæson. Det er ikke tilfældigt, at de er ubesejrede på hjemmebane. Så der er ingen tvivl om, at vi skal ramme et rigtig højt niveau, og at vi skal være fuldstændig klar. Omvendt skal vi ikke længere end halvanden måned tilbage for at finde en kamp mod dem, hvor vi snuppede point. Så vi tror på, at vi kan revanchere sidste weekend og få et godt resultat med hjem, slutter Lissens.
Lucas Lissens præsenteres af Nord Space.
#SammenForLyngby