First Team Coach Mads Kristensen stopper I Lyngby Boldklub og bliver cheftræner i NordicBet Liga-klubben, Vendsyssel FF.
Mads Kristensen stopper som First Team Coach i Lyngby Boldklub, da han er ny cheftræner i Vendsyssel FF.
Mads Kristensen har fået sin træneropvækst i Lyngby Boldklub, hvor han gennem næsten 11 år har taget turen som cheftræner for alt fra U14 til U19-holdet inden, at han i starten af 2024 blev en del af trænerstaben på førsteholdet.
Siden har Mads Kristensen bidraget stort til holdets og spillernes udvikling, hvorfor han fuldt fortjent nu skal prøve sig af som cheftræner.
Fodboldchef Nicas Kjeldsen ønsker Mads Kristensen alt det bedste fremover.
– Jeg er stolt og ærgerlig på en og samme tid. Mads har været her i næsten 11 år, og han har taget turen hele vejen fra assistenttræner på U14-holdet til at være First Team Coach på førsteholdet, så det siger sig selv, at han er en fantastisk vellidt person og et stort trænertalent, som vi i Lyngby Boldklub naturligvis er kede af at sige tak for nu til, siger Nicas Kjeldsen inden, at han fortsætter.
– Når det er sagt, så er vi også enormt stolte over, at vi via vores stærke miljø har kunne være med til at uddanne Mads, så han nu er klar til at stå i spidsen for en etableret NordicBet Liga-klub. Vi ønsker Mads alt det bedste fremover, og han vil altid være velkommen her på Lundtoftevej, slutter fodboldchefen.
Som at flytte hjemmefra igen
Mads Kristensen har fået det meste af sin fodbold- og træneropvækst i Lyngby Boldklub.
Selv lægger han derfor heller ikke skjul på, at det er vemodigt nu at tage afsked med hverdagen på Lundtoftevej.
– Det er meget splittede følelser, at jeg tager videre fra den her fantastiske fodboldklub. Jeg har brugt næsten 11 år her i klubben, der nærmest føles som mit andet hjem, så det er næsten som at flytte hjemmefra igen, siger Mads Kristensen inden, at han fortsætter.
– Jeg har fået enormt mange gode minder, masser af lærdom, fede oplevelser og ikke mindst et enormt sammenhold med mig, og jeg er stolt over at have repræsenteret klubben. Det har været et privilegie at arbejde sammen med så mange talentfulde mennesker både på og udenfor banen, og jeg ønsker både klubben og alle omkring den alt det bedste fremover. Jeg håber, at vores veje krydses igen i fremtiden, slutter Kristensen.
Hele Lyngby Boldklub ønsker Mads Kristensen held og lykke i Vendsyssel FF.
#SammenForLyngby