Site icon Lyngby Boldklub

Klassen: Nyder hver dag i klubben

Leon Klassen er faldet fantastisk til på Lundtoftevej, og selvom han ikke har været her længe, mærker han også fremgang indenfor kridtstregerne.

I slutningen af sommerens transfervindue kom Leon Klassen til Lyngby Boldklub efter status som transferfri i en kort periode.

Venstrebacken er faldt lynhurtigt til i Kongens Lyngby, og han nyder livet på Lundtoftevej.

– Jeg er virkelig glad for at være havnet i Lyngby Boldklub. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte så meget til klubben før, at jeg kom, men det har bare vist sig som værende det helt rigtige sted for mig lige nu. Jeg kunne ikke ønske mig et bedre sted at være pt., siger Leon Klassen som også mærker klar fremgang på banen i den seneste måneds tid.

– Vi er ubesejrede i fire kampe, og selvom vi selvfølgelig gerne ville have vundet de kampe, så synes jeg, at det fortæller en historie om, at vi er blevet rigtig svære at spille imod. Niveauet på træningsbanen stiger hele tiden, og vi har hele tiden følelsen af, at vi bliver bedre. Selvom vi ligger under stregen i øjeblikket, så føler vi os ovenpå og alle knokler igennem.

Søndag eftermiddag gæster Leon Klassen og resten af Lyngby Boldklub Nørreskoven, hvor Vejle BK venter.

Klassen har ikke været i 3F Superligaen længe, men han har allerede lært, at alt kan ske i alle kampe, og hvis ikke man er klar, så får man det svært.

– Alt er så tæt i den her liga, synes jeg. Man kan ikke kigge på en kamp og lægge alt for meget i holdenes placeringer, for alt kan virkelig ske. For os handler det derfor om at kigge indad og gøre vores egne ting til perfektion. Troen på os selv i truppen er så god, at vi tror på, at vi kan tage sejren, hvis vi rammer niveau, slutter Klassen.

Der er kampstart søndag kl. 14:00.

#SammenForLyngby

Exit mobile version