Site icon Lyngby Boldklub

U14 med flot sejr over Farum

I weekenden tog Lyngby Boldklub U14 imod Farum BK på hjemmebane og skulle forsøge at følge op på en flot stime efter sejre i ligaen over OB og Brøndby. De unge Lyngby-drenge leverede en flot kamp og vandt sikkert med 3-1.

Med både U15, U17 og U19 afsted til Herning for at spille mod FC Midtjylland, var U14 det eneste hold i aktion på Lyngby Stadion lørdag eftermiddag. Gæsterne var Farum, som holdet tabte til for et par måneder siden i første ligakamp. Der var derfor revanche til gode for U14, som gik ind til kampen med en god portion selvtillid efter solide kampe på stribe de seneste uger.

Lyngby kom bedst fra start i opgøret, og bragte sig foran efter et hjørnespark tidligt i 1. halvleg. Efter en clearing til kanten af feltet faldt bolden ned for fødderne af Rasmus Mathiesen, der flugtede bolden på undersiden af overliggeren. Bolden krydsede akkurat ikke målstregen, men på riposten stod en fri Rasmus Brostrøm, der let kunne lægge bolden i mål til 1-0.

Efterfølgende lykkedes Lyngby med at blive farlige på flere omstillinger, og der gik ikke længe før føringen blev øget til 2-0. I en lidt kaotisk situation med klumpspil på egen banehalvdel spillede Linus Wiendahl pludselig en god bold bredt på sin førsteberøring til en fri Malthe Garval. Malthe kunne herfra sætte fart med bolden, hvor han gled af på 3-4 Farum-spillere, inden han endte i modstanderens felt og med en flad bold kunne spille Wissam Nabate helt fri foran mål. Wissam udnyttede sikkert med indersiden og fordoblede målkontoen for Lyngby. Før pausen havde Lyngby også chancerne til at komme på 3-0, men det blev ved de to mål til pause.

I 2. halvleg blev spillet en anelse mere hektisk for U14, og Farum havde i flere perioder bolden længere fremme på banen. Det resulterede også i en reducering, men heldigvis var Lyngby hurtige med et modsvar. Malthe Garval blev igen spillet fri på venstre side, og med et træk ind i banen afsluttede han mod det lange hjørne. Farums keeper fik en hånd på, men her var Lyngby igen hurtigst på riposten, da James Parkes kom løbende og satte hovedet på en hoppende bold til 3-1.

I kampens sidste del havde begge hold chancer til mere. Lyngbys Carl Frederik i målet hev nogle flotte redninger frem og holdt rivalerne ude af opgøret. En flot kamp af U14-spillerne, som skal tage deres gode form med til Stockholm i weekenden, hvor der venter kampe mod Hammarby, Djurgården og Brommapojkarna. U12 og U13 er også med på turen og skal møde samme modstandere.

I Herning blev det desværre ikke til mange point for U15, U17 og U19. U15 og U19 led begge klare nederlag, mens U17 spillede en meget underholdende kamp, der endte 4-4. U17 sikrede sig derefter det ekstra point på straffe. I weekenden har de ældste hold landskampspause, men der er akademi-aktivitet både tirsdag, onsdag og fredag. U17 møder Helsingør i pokalen, U19 møder AB i pokalen og fredag spiller U15 ligakamp ude i Brøndby.

Held og lykke til alle akademi-hold, som har en spændende uge forude!

Akademiet præsenteres af Sydbank.

#FremtidenErKongeblå

Foto: Kristian Sandal

Exit mobile version