U17 og U19 er videre i pokalen

Tirsdag aften var både U17 og U19 i aktion i pokalturneringen og spillede sig begge videre til næste runde. U17 spillede hjemme mod Brøndby og spillede en flot kamp, der endte 4-3 til De Kongeblå. U19 skulle på en lang køretur til Næstved, som de slog med 3-1.

Hjemme på Lyngby Stadion tog U17 hul på deres kamp klokken 19:00 på kunst 3. Lyngby startede kampen rigtig fornuftigt og var gode til at spille sig ud af presset fra Brøndby. Også i næste fase af spillet var Lyngby skarpe og fik skabt godt med chancer undervejs. Første store mulighed kom cirka 10 minutter inde i kampen, da Noah Krucow opsnappede en bold og drev den på tværs af feltet. Her fandt han William Brink på siden, som fladt kunne spille bolden i feltet til en fri Ian Perez, hvis afslutning desværre gik på overliggeren.

Selvom Lyngby dominerede, så var det de blå-gule, der bragte sig i front ganske kort efter Lyngbys gode chance. Men modsvaret var heldigvis kun et par minutter væk. Nicolai Hjulmand vandt en bold midt på Brøndbys halvdel og kunne sende William Brink afsted i højre side. Tre Lyngby-spillere stormede ind i feltet, og William Brink kunne sende bolden ind til en helt fri Noah Krucow, der sikkert lagde bolden i mål.

Lyngby forsatte med at være det dominerende hold på banen, men igen var det Brøndby, der bragte sig foran, efter de stjal bolden med et højt pres i feltet. Lyngby lykkedes igen med at bringe sig tilbage i kampen. Kasper Strøh spillede først en god pasning gennem Brøndbys kæder, hvor han fandt William Brink, der satte fart med bolden mod Brøndbys felt. Med en god stikning fandt han Noah Krucow, der med sin førsteberøring lagde bolden forbi Brøndbys keeper. Et super mål af de kongeblå, og der var igen balance på måltavlen.

Der skulle gå halvdelen af 2. halvleg før der igen kom gang i målscoringen. Denne gang var det lidt af en perle fra Nicolai Hjulmand, der afsluttede af to omgange på kanten af feltet. Først blev forsøget blokeret af en Brøndby-spiller, hvorefter han sparkede riposten stenhårdt op i nettaget.

I minuttet efter var det så Elliot Batchelors tur til at vise sig frem med en flot redning i den anden ende af banen. Desværre var det ikke nok til at holde spændingen helt ude af kampen. Brøndby bragte sig på 3-3 efter hjørnesparkkort efter. Heldigvis gav Lyngby-drengene ikke op, og Noah Krucow var ikke færdig med at score mål. Ian Perez blev sendt dybt på venstre side og med samme opskrift som i 1. halvleg kunne Hjalte Kropp og William Brink sprinte i feltet og lave plads til Noah, der ankom i 2. række og sikrede sig sit hattrick. Kampen endte 4-3 efter et hæsblæsende opgør og en rigtig flot indsats af U17, der dermed kunne avancere i turneringen.

U19 var på en lang tur til Næstved og kom heldigvis hjem med en sejr i bagagen. Rasmus Flügge, Theo Di Carlo og Amin Choopan blev de tre kongeblå målscorere.

Kæmpe tillykke til U17 og U19!

Akademiet præsenteres af Sydbank.

#FremtidenErKongeblå

Foto: Kristian Sandal

Kamp 1000: Det første danske mesterskab

U12-U14 på tur til Stockholm

Kæmpe gamer-tema på Lyngby Stadion