Morten Karlsen ser frem til dagens kamp mod AaB, der ligesom Lyngby Boldklub selv gerne vil ud over stepperne.
Lyngby Boldklub sparker i aften 8. spillerunde i 3F Superligaen i gang, når turen går til Aalborg.
Truppen er i dag fløjet til Nordjylland for at sikre de bedst mulige forudsætninger for et godt resultat i en kamp, som cheftræner Morten Karlsen mener kan blive en ganske seværdig affære.
– Først og fremmest glæder vi os til at komme i kamp igen. Det har været fint med en landskampspause, men det kribler i hele truppen og staben for at komme ud og spille den her kamp, siger Karlsen inden, at han fortsætter.
– AaB er meget tydelige i deres måde at gøre tingene på, og krydret med vores tilgang til spillet, kan vi få en vild kamp. Begge hold vil gerne frem ad banen og har et offensivt mindset, så jeg tror, at det bliver en fed og spændende kamp for fansene. Vi har respekt for AaB og måden de gør tingene på, men vi synes også, at der er muligheder for os med den måde, som vi gerne vil spille på og de individuelle kvaliteter, som vores drenge render rundt med.
Lyngby Boldklub vandt sæsonens første Superliga-kamp i seneste forsøg, og selvom der har ligget en pokalkamp imellem, så vil cheftræneren bygge videre på den oplevelse.
– Vi viste i kampen mod Vejle flere gode sider af os, synes jeg. Vi viste i første halvleg, at vi er et godt fodboldhold, der kan dominere kampe, og i anden halvleg viste vi så vores store sammenhold og evne til at krige point hjem. Vi skal bygge videre på begge dele i dagens kamp, og lykkes vi med et godt mix af det, så ligger der også point og venter på os, slutter Karlsen.
Morten Karlsen præsenteres af Yellowbeard.
#SammenForLyngby