Optakt til akademi-dag: Vejle venter på hjemmebane

På lørdag er der akademi-dag i Lyngby Boldklub med åben fanzone, hoppeborg og andre familie-aktiviteter. Alt sammen forud for tre opgør mod Vejle Boldklub for U15, U17 og U19, hvor de kongeblå talenter skal i aktion.

Ovenpå en weekend med landskampspause er det igen tid til ligakampe for klubbens ældste akademi-hold. Lørdag klokken 13:00 starter U15 og U19 weekenden op. U19 skal forsøge at følge op på deres udesejr mod Randers, hvor holdet leverede en god indsats mod en svær modstander.

U15 jagter omvendt sæsonens første sejr efter et par gode kampe, hvor marginalerne dog har manglet til at sikre sejren. U15 havde planlagt træningskamp mod Malmø i den forgangne weekend og leverede en god kamp, der gav en sejr på 2-0. Så det talentfulde hold kan forhåbentlig tage det gode spil fra weekenden med til kampen mod Vejle.

Senere på eftermiddagen er det så U17, der skal i aktion, som har fået en god start på sæsonen. Også de tog en sejr med hjem fra Randers og står med seks point ud af seks mulige efter de to første runder. U17 udnyttede landskampsweekenden til at give spillerne en fortjent friweekend og er derfor mødt op med masser energi til ugens træning og forberedelse.

– Vi prioriterede at give drengene et par dage fri for første gang siden opstarten. Det er helt sikkert godt med et kort afbræk for spillerne, og det giver os muligheden for at træne med intensitet fra første dag i ugen, hvilket er super fedt, udtalte cheftræner Younes Khabthani om holdets forberedelse inden, at han fortsætter.

– Der er uden tvivl god stemning i gruppen efter en både spilmæssig og resultatmæssig god start på sæsonen, og holdet håber selvfølgelig at sætte en forsat god stime sammen. Der har været rigtig mange fine ting i vores første kampe, og det giver os nogle muligheder at bygge videre på. Det skal vi selvfølgelig arbejde stenhårdt for – både i løbet af ugen og på lørdag. Og så er alle også helt klar over, at vi i Randers-kampen har mange ting vi kan forbedre, så vi skal i fællesskab med spillerne sørge for at sætte barren endnu højere for os selv, lyder det fra Younes.

Det er altså på lørdag, at der er fuldt fokus på akademiet, og vi vil selvfølgelig opfordre alle, der kan, til at møde op på Lundtoftevej og støtte drengene til akademi-dag.

Weekenden byder også på en tur for U13 og U14, der tager til Hamborg for at spille kampe mod HSV og St. Pauli.

Held og lykke til alle hold med kampen!

Husk at du kan støtte vores talenter ved at abonnere på Akademi Nyt, hvor du for 39,- kr. om måneden får et eksklusivt nyhedsbrev om arbejdet på Akademiet. Pengene går ubeskåret til talentarbejdet i Lyngby Boldklub.

Bliv abonnent her. 

Akademiet præsenteres af Sydbank.

#FremtidenErKongeblå

Foto: Kristian Sandal

 

Kamp 1000: Det første danske mesterskab

U12-U14 på tur til Stockholm

Kæmpe gamer-tema på Lyngby Stadion