Sejre til U17 og U19 i Randers

Sidste weekenden bød på første udebanetur til U15, U17 og U19, som lørdag var i Randers for at spille ligakampe. U17 og U19 tog begge tre point med hjem til Kongens Lyngby, men U15 desværre måtte se sig slået med 2-1.

U17 er kommet flyvende fra start i sæsonen, hvor de ud over en stribe gode træningskampe i opstarten også har taget seks point i deres to første kampe i ligaen. Senest i Randers blev det til en 1-0 sejr, hvor de kongeblå var dominerende fra start til slut med boldbesidelse på 65 pct. i kampen og mange gode chancer undervejs.

Efter cirka en halv time spillet bragte Lyngby-holdet sig i front på en flot scoring. Frederik Brink fik god plads til at drive bolden frem på Randers banehalvdel, hvor han kunne finde Viggo Barth i en god bevægelse bag Randers midtbane. På sin førsteberøring lagde Viggo elegant bolden bagom støttebenet til en fremstormende Noah Krucow, som med et touch bragte sig selv i feltet og på det næste kunne afslutte fladt forbi Randers-keeperen.

Senere i kampen missede Lyngby muligheden for at udbygge føringen efter et brændt straffespark, men det lykkedes alligevel holdet at holde føringen hjem og holde clean sheet for anden weekend i streg i en solid præstation hele vejen rundt.

God indsats af U19

U19 leverede også en stærk indsats mod et meget fysisk Randers-hold, der var intense og hårde i deres duelspil. Lyngby var dog dygtige til at matche det, når det var nødvendigt og samtidig give sig selv perioder på bolden til at kontrollere kampen. U19 kom også godt fra land med et tidligt straffespark, som Balder Magui udnyttede sikkert.

I 2. halvleg blev Valdemark Lykke, der netop har forlænget sin kontrakt med klubben, arkitekt bag scoringen, der sikrede sejren. Efter lidt kombinationsspil i højre side udfordrede Valdemar direkte på sin modstander. Med et skarpt træk mod baglinjen fik han plads til at finde Emil Thor, der for anden weekend i streg kom på måltavlen efter god bevægelse i feltet. 2-0 blev slutresultatet efter en ganske god kamp af de kongeblå U19-spillere.

I den kommende weekend er der landskampspause og næste kampaktivitet for U17 og U19 bliver lørdag d. 14. september på hjemmebane mod Vejle.

Akademiet præsenteres af Sydbank.

#FremtidenErKongeblå

Foto: Kristian Sandal

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv