Sæsonoptakt med U17: Sæsonen er lige rundt om hjørnet

Om en uges tid starter ligaen for U17, når de lørdag d. 24. august tager imod Esbjerg hjemme på Lyngby Stadion. Den seneste måned har stået på preseason for truppen, og ifølge cheftræneren har det været nogle gode uger for holdet, som glæder sig til at komme i gang.

En ny fodboldsæson betyder også ny årgang i Lyngbys U17 trup, som i år består af de talentfulde årgange 2008 og 2009. I spidsen er det forsat Younes Khabthani, der er cheftræneren, og han skal sammen med sin nye assistent Emil Udsen forsøge at rykke holdet det næste års tid. De fire første uger har været tætpakket og intense, og ifølge cheftræneren selv, har det været en vellykket opstart.

– Der kan fremhæves mange positive ting, synes jeg, og heldigvis rigtig mange af dem fra træningsbanen. Det er en fed gruppe af spillere, vi har, som gør sig ekstremt umage, med det vi arbejder med, indleder Younes.

Foruden en masse træning, har de første uger også budt på fire kampe, som er blevet til fire sejre. Også her har holdet haft et godt udtryk, og det har derfor ikke kun været resultaterne, der har set godt ud, men også præstationerne.

– Det vigtigste har egentlig været, at vi har brugt kampene på at rykke os på de ting, vi træner og været afstemt som hold i en kampkontekst. Både resultater og spil har været positivt uden at være perfekt, og selvfølgelig har vi stadig masser af parametre, vi kan rykke os på, lyder det fra Younes.

Et vigtigt element i preseason, og særligt i en trup, hvor to nye årgange sættes sammen, er selvfølgelig at ryste gruppen sammen og styrke sammenholdet. Derfor havde staben også planlagt fire-dages træningslejr på Sjælsølund Efterskole – igen med et tætpakket program, der kombinerede det sportslige og sociale. Spillere og stab fik blandt andet afholdt padel-turnering og blev desuden kastet ud i at klatre.

– Det var nogle super vellykkede dage. Vi havde to kampe i samme uge, som vi var fokuserede på og samtidig havde vi nogle rigtig vigtige dage rent socialt. Når vi både har nye spillere og flere nye i staben, var det helt perfekt at bruge så meget tid sammen tidligt i sæsonen, siger Younes om turen.

På lørdag er det tid til, at der er point på spil i ligaen. 15:15 går det løs mod Esbjerg på Lundtoftevej. Vi glæder os til at følge de kongeblå talenter og ønsker holdet kæmpe held og lykke med sæsonen.

#FremtidenErKongeblå

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv