Site icon Lyngby Boldklub

Frederik Gytkjær: Stor tro på et godt resultat mod Farum

Søndag står Lyngby Boldklub over for endnu en spændende udfordring, når vi tager turen til Farum for at møde FC Nordsjælland i 3F Superliga.

Der er positive forventninger til kampen og Frederik Gytkjær er optimistisk omkring holdets form og træningsforberedelserne forud for mødet med FC Nordsjælland. 

– Jeg synes, træningen har været rigtig god. Vi har god kvalitet og rykker os hele tiden som et kollektiv. Der er en stor tro på, at vi kan få et flot resultat mod Farum, fortæller han.

Lyngby har haft en svær start på sæsonen, men han mener, at holdet er klar til at tage det næste skridt. 

– Når vi kigger tilbage på de seneste tre kampe, har det været nogle svære opgør. Vi sigter efter den første sejr, og det kan give os et boost. Vi er bevidste om det hårde startprogram, men vi har et godt nok hold til at kunne drille nogle af de store en gang imellem, siger han.

Kampen mod FC Nordsjælland bliver ikke let, men Gytkjær er klar til udfordringen. 

– Det er svært at forudse, hvordan kampen vil udvikle sig. FCN er stærke på hjemmebane og har en god struktur i deres spil. Men vi håber på at kunne byde dem op til dans og have vores momenter, hvor vi kan straffe dem, siger han.

– Vi har brugt ugen på at gennemgå FCN’s spillere og deres måde at spille på. Vi bliver klædt godt på af vores dygtige stab og træner hver dag på træningsbanen for at være klar, forklarer han.

For Gytkjær og resten af holdet har kampen mod FC Nordsjælland en særlig betydning. 

– Det er en kamp, der betyder meget for klubben, fansene og os spillere. Vi har mange tidligere FCN-spillere og trænere i klubben, hvilket gør det specielt. Det er vigtigt, at vi går ud og spiller med hjertet og for trøjen,” siger han.

– Jeg elsker, når fansene møder op og bakker os op. Det giver noget ekstra til os spillere. De plejer at møde stærkt op i Farum, og jeg håber, de gør det igen på søndag,” afslutter han.

Kampen spilles på Right to Dream Park søndag kl 14:00 og billetter kan købes via billet.fcn.dk

Frederik Gytkjær præsenteres af Replay.

Exit mobile version