Midterforsvarer Johan Meyer er blevet udlejet til NordicBet Liga-klubben Esbjerg fB. Aftalen gælder for hele indeværende sæson.
Lyngby Boldklub udlejer den talentfulde midterforsvarer Johan Meyer til NordicBet Liga-klubben Esbjerg fB.
Johan Meyer kom i foråret tættere på førsteholdet, og han spillede også en rolle i, at der fortsat er Superliga-fodbold på Lyngby Stadion i denne sæson.
Ifølge fodboldchef Nicas Kjeldsen var Johan Meyer da heller ikke langt fra spilletid i denne sæson, men da muligheden for mere kontinuerlig spilletid i Esbjerg fB opstod var mulighed for god til at takke nej til.
– Johan er et stort talent, og han har gennemgået en rigtig god udvikling i sin tid i Lyngby Boldklub. Han kom i foråret tættere og tættere på førsteholdet, og det lå derfor heller ikke i kortene, at han skulle udlejes i denne sæson. Da muligheden opstod for ham i Esbjerg, gav det dog i sidste ende rigtig god mening, at han kan få en masse spilletid på et stærkt Esbjerg-mandskab, siger Nicas Kjeldsen, som ser frem til at følge den unge midterforsvarer i det næste års tid.
– Vi tror fortsat meget på Johan, og vi glæder os til at følge ham i Esbjerg. Jeg er overbevist om, at det kommende års tid kommer til at gavne ham, og at vi ser ham i en endnu stærkere udgave, når han kommer retur.
Ser frem til spilletiden
Johan Meyer kan med lejeaftalen nu se frem til masser af spilletid i den stærke NordicBet Liga på et godt Esbjerg-mandskab, der netop er vendt tilbage til landets næstbedste række.
Midterforsvareren ser da også frem til at se endnu mere til banen og tage næste skridt i sin udvikling.
– Jeg havde selvfølgelig først og fremmest håbet, at jeg skulle spille en masse for Lyngby i den her sæson, , men når det er sagt, så er jeg rigtig glad for den her mulighed.
– Det er vigtigt for min udvikling at komme ud og få en masse spilletid, og det synes jeg er rigtig spændende, at jeg kan få i Esbjerg. Esbjerg er som Lyngby en stor klub med masser af opmærksomhed omkring sig, og jeg ser frem til både at udvikle mig på og udenfor banen. Jeg glæder mig meget til opholdet, og jeg vil arbejde hårdt for at komme endnu stærkere tilbage til Lyngby, hvor jeg glæder mig til at spille foran vores fantastiske fans, slutter Johan Meyer.
Johan Meyer præsenteres af Pops Pizza.
#SammenForLyngby