Site icon Lyngby Boldklub

Et enkelt point med hjem fra Sønderjylland

Lyngby Boldklub fik et enkelt point med hjem fra aftenens udekamp, der endte 1-1. Frederik Gytkjær stod for det kongeblå mål.

For anden gang i denne uge skulle Lyngby Boldklub i aktion, da fredag aften bød på en udekamp mod oprykkerne fra Sønderjyske.

I modsætning til mandagens hjemmekamp mod FC København var det på forhånd svært at udpege en forhåndsfavorit, og kampen startede da også ganske jævnbyrdigt.

Lyngby Boldklub var dog først til at byde sig til, og det var et efter et kort hjørnespark. Bolden blev sendt skråt bagud til ’Dani’, og han var tæt på at finde Pascal Gregor ved bagerste stang. Sønderjyske-defensiven fik dog dæmmet op.

Få minutter senere fik Lyngby Boldklub så sendt en decideret afslutning afsted – igen efter et hjørnespark. Denne gang var det Jonathan Amon, der forsøget sig med en halvflugter efter en clearing, men selvom amerikaneren ramte bolden godt, så strøg kuglen et godt stykke over mål.

Kampen fortsatte livligt, og efter 10 minutter kom hjemmeholdet frem til deres første chance, da Atli Barkarson tog chancen i en spids vinkel. Bolden strøg forbi den fjerneste stang.

Kampen bølgede i det hele taget voldsomt frem og tilbage i starten, og det udmøntede sig i en 1-0-scoring til hjemmeholdet efter en lille kvarters tid. Tobias Sommer samlede en bold op på kanten af feltet, og så hamrede han den fladt i kassen bag Jannich Storch.

Kort efter var Lyngby tæt på at svare hurtigt igen, da Kolbeinn Finnsson slog et indlæg til bagerste stang, hvor Sævar Magnusson lurede. Islændingen forsøgte at sende bolden på tværs til en fri Frederik Gytkjær, men desværre uden held.

Kort efter kom udligningen dog. Frederik Gytkjær er en voldsomt irriterende angriber at spille overfor, og det viste han efter 20 minutter, da han ud af ingenting erobrerede en lang bold, tog en træk tilbage i banen og via en afretning satte bolden fladt i nettet til 1-1.

Kampen blev de næste 10 minutter mere chancefattige, om end holdene skiftevis summede rundt om modstanderens felt. For De Kongeblå var især Jonathan Amon i hopla, og gang på gang voldte han hjemmeholdet problemer med sine vævre driblinger.

Efter 35 fik hjemmeholdet sendt en afslutning afsted fra kanten af feltet efter et langt og forlænget indkast, men Jannich Storch havde ingen problemer med at holde forsøget.

Kort før pausen kunne det være blevet 2-1 til Lyngby Boldklub, da De Kongeblå fik forlænget et hjørnespark ved forreste stang og bolden pludselig lå for fødderne af Lucas Lissens. Belgieren forsøgte sig med det lange hjørne, men bolden strøg desværre over kassen.

Kort efter kunne dommeren fløjte til pause, hvorfor stillingen var 1-1 på måltavlen efter de første 45 minutter.

Pausen blev blandt andet brugt til at sende Willy Kumado på banen i stedet for Sævar Magnusson, som havde fået et slag i første halvleg.

Selvom Kumado fik sin direkte oppasser op i tempo i de første minutter i anden halvleg, så startede anden halvleg mere chancefattigt.

Efter 58 minutter var værterne dog tæt på at bringe sig i front på ny, da Sefer Emini tog chancen fra kanten af feltet. Midtbanespilleren fik et forrygende træf på bolden, og Jannich Storch kunne ikke gøre andet end at se langt efter afslutningen, der heldigvis prellede af på stolpen.

Frederik Gytkjær ville fem minutter senere også forsøge sig fra distancen, men den kongeblå målscorers forsøg gik desværre et godt stykke over mål.

Med en halv time igen havde vi en helt åben kamp på hænderne på Sydbank Park, og man sad man fornemmelsen af, at det var marginaler, der ville afgøre kampen, hvis den skulle have en vinder.

Sønderjyske var efter 66 minutter tæt på at finde lidt af de marginaler, da et indlæg mod bagerste stang fik lov til at sejle hele vejen over til en fri Atli Barkarson. Barkarson stressede dog i afslutningsøjeblikket og sendte bolden langt over Storchs mål.

Det lignede mere og mere en pointdeling i sæsonens anden kamp, og kampen bar med slutfasen da også en anelse præg af to hold, der ikke ville sætte for meget over styr.

Efter 84 minutter kom Sønderjyske dog alligevel frem til en kæmpestor chance efter et par gode kombinationer. Afslutningen blev dog overplaceret og sendt forbi kassen.

Endnu tættere på en afgørende scoring var de kort før uret rundede de 90 minutter, men Jannich Storch hev en fantastisk redning frem efter en afslutning fra tæt hold.

Det blev derfor ikke til flere mål, hvorfor kampen endte uden vinder og dermed med et point til hver.

Næste opgave for Lyngby Boldklub er Brøndby IF, der gæster Lyngby Stadion.

Sønderjyske – Lyngby Boldklub

26.07.24 Kl. 19:00 på Sydbank Park

3F Superliga, 2. spillerunde.

1-1 (1-1)

1-0, Tobias Sommer (14 min)

1-1, Frederik Gytkjær (20 min)

Lyngby Boldklub: Jannich Storch, Pascal Gregor, Lucas Lissens, Andreas Bjelland (60. Magnus Jensen), Tobias Storm, Kolbeinn Finnsson, Casper ‘Dani’ Winther, Lauge Sandgrav (81. Gustav Fraulo), Jonathan Amon (90. Brian Hamalainen), Sævar Magnusson (45. Willy Kumado), Frederik Gytkjær.

Exit mobile version