Både Hjalte Froholdt og Abdullah Aslani er blevet udstyret med kongeblå kontrakter forud for den kommende sæson.
Der er ikke meget bedre, end når vores talentfulde Akademi-spilleres udvikling stryger derudad, og det ender i kongeblå kontrakter.
Det er derfor med stor glæde, at vi kan fortælle, at U19 og U17-talenterne Abdullah Aslani og Hjalte Froholdt er blevet udstyret med kontrakter.
U17-spiller Hjalte Froholdt er blevet udstyret med en tre-årig kontrakt, imens U19-spiller Abdullah Aslani har fået to år.
Akademichef Marcus Oxe glæder sig over at kunne give kontrakter til to af klubbens egne drenge.
– Abdullah er et skoleeksempel på en spiller, der altid går forrest, arbejder i holdets tjeneste og udviser store lederegenskaber. Hans mindset og person gør ham virkelig vellidt i Lyngby Boldklub, og vi ser meget frem til at have ham i klubben i de kommende år, hvor vi tror på, at han kan tage yderligere skridt i sin udvikling, siger Marcus Oxe om midterforsvareren inden, at han uddyber om den talentfulde back, Hjalte Froholdt.
– Hjalte har været igennem en eksplosiv udvikling, og det skyldes både de dygtige folk på Akademiet, Hjalte selv og hans forældre. Han lægger altid hjerte og lunger på banen, hver gang han spiller, og når man krydrer det med hans evne til at skabe et slutprodukt, så er han en rigtig spændende spiller. Vi glæder os til at lægge yderligere på sammen med Hjalte, slutter Oxe.
Stort tillykke med kontrakterne til både Abdullah og Hjalte.
Akademiet præsenteres af Sydbank.
#FremtidenErKongeblå