Velspillet 4-0-sejr i sidste test

Lyngby lukkede pre-season af med en velspillet 4-0-sejr over svenske Landskrona. Kampen bød på mange gode chancer, højt tempo, et komisk selvmål og flotte Lyngby-mål af Tobias Storm, Frederik Gytkjær og Casper ‘Dani’ Winther.

Lørdag spillede De Kongeblå sommerens sidste testkamp. Modstanderen var Landskrona, der fører den næstbedste svenske række ganske suverænt, og i øvrigt er trænet af den tidligere Lyngby-assistent Max Mölder. Kampens sejrherre var der fra start til slut ikke stor tvivl om, for Lyngby leverede en rigtig god indsats og ligner et hold, der er klar til sæsonstarten næste mandag.

Allerede i første minut var der action på Lyngby Stadion. Landskronas højre back havde bolden og ville sende den tilbage til egen keeper. Men bolden fik alt for meget af både fart og højde og strøg i stedet ind bag en chanceløs målmand. Komisk situation, og et selvmål i første minut til en Lyngby-føring på 1-0.

På det spillemæssige bød første halvleg på en god og aggressiv start fra begge hold. Lyngby var i offensiven, og satte i flere omgange gode angreb og omstillinger sammen. De Kongeblå havde en klar overvægt af spillet, hvor Gytkjær, Sævar og Amon helt fremme konstant truede med dybe løb eller som opspilsstation til de to spillere i siderne, Tobias Storm og Kolbeinn Finnsson.

Efter 8 minutter kunne Lyngby have udbygget føringen efter et super opspil etableret af Frederik Gytkjær. Angriberen, der bar anførerbindet i dag, tog den til sig og førte den fremad, spillede bredt til Amon, der trak ind i banen og lagde an til afslutning. Landskrona forsvarede dog fint, men Amon fandt alligevel et hul – dog tog afslutningen alligevel en afretning på Finnsson og gik ud til målspark.

Lyngby anlagde generelt et højt pres på gæsterne, hvilket Landskrona i flere omgang havde problemer med at håndtere. Samtidig stod Lyngby defensivt både stærkt og højt på banen, og de få gange Landskrona fik spillet dybt, der var Jannich Storch vågen og kunne afværge situationen. Offensivt så det også fornuftigt ud. Efter 22 minutter slog Lyngby kontra med en stor soloaktion af Tobias Storm. Højrebacken tog et raid med bolden frem over 30 meter, trak ind i banen og fik også afsluttet – som dog blev blokeret af Landskrona-forsvaret.

Lyngby holdt presset og tre minutter senere fik Sævar Magnússon så chancen. Et indlæg fra Amon fik Landskronas målmand bokset lige ud centralt foran eget felt, og der stod Magnússon klar. Islændingen sendte dog sit forsøg snert over mål.

Mod slutningen kom Landskrona lidt bedre med. Lyngby stod lidt lavere i presset og tillod gæsterne at have bolden lidt mere. Men andet end et enkelt langskud blev det ikke til.

Fra 2. halvleg var Lyngby igen tilbage i aggressiv stil, og igen voldte det Landskrona problemer. Efter 55 minutter fandt et indlæg fra venstre hovedet på Frederik Gytkjær, men afslutningen blev svær og Gytkjærs forsøg gik forbi fjerneste stolpe. Det høje, aggressive pres gav igen og igen gæsterne problemer, og efter en lille time fik Lyngby udbytte af overtaget. Lyngby brød højt og fangede gæsterne fuldstændig – og så var Jonathan Amon alene igennem. Gytkjær løb dog med, og fik en let tap-in serveret af Jonathan Amon til 2-0 til Lyngby!

Efter scoringen steg støjniveauet på den ellers lukkede kamp betragteligt – Magnus Jensen kom nemlig på banen som erstatning for Andreas Bjelland, og fik dermed sine første minutter efter han i foråret blev knæskadet i Viborg. Tyve minutter blev det til for Magnus Jensen, der mod kampens slutning blev skiftet ud igen.

Lyngby knoklede på og efter 66 minutter burde Sævar Magnússon have lukket og slukket. Lauge Sandgrav sendte Magnússon dybt med en følt yderside, men Landskronas nyindskiftede målmand læste angriberens lob og fik reddet Magnússons forsøg på chip. I stedet måtte Lyngbys “Storm-trooper” i aktion. Igen pressede Lyngby på, og fremtvang en opspilsfejl hos gæsterne. Tobias Storm pressede igennem og opsnappede en bold på vej ud i hans side. Backen fortsatte i fuld fart og satte den stensikkert ind til 3-0.

4-0 blev det også, denne gang efter et sublimt opspil. Lyngby sendte Sævar Magnússon i dybden i højre side, og han fandt Finnsson centralt i feltet. Finnsson lagde den stille og roligt klar til Dani, der chippede den over gæsternes målmand og på den måde scorede usvigeligt sikkert til 4-0.

Lyngby kørte den derefter stille og roligt hjem, og vandt fuldt fortjent med 4-0. De Kongeblå fik dermed en perfekt generalprøve på både præstation og resultat inden det næste mandag går løs i 3F Superligaen mod FC København.

Lyngby Boldklub – Landskrona BOIS

13.07.24 Kl. 11:00 på Lyngby Stadion

Træningskamp

4-0 (1-0)

1-0, selvmål (1)
2-0, Frederik Gytkjær (59)
3-0, Tobias Storm (70)
4-0, Casper ‘Dani’ Winther (81)

 

Lyngby Boldklub: Jannich Storch, Pascal Gregor, Andreas Bjelland (Magnus Jensen (60) (Johan Meyer (82))), Lucas Lissens, Tobias Storm (Willy Kumado (82)), Casper ‘Dani’ Winther, Lauge Sandgrav (Gustav Fraulo (82)), Kolbeinn Finnsson, Sævar Magnússon (Michael Opoku (85)), Frederik Gytkjær, Jonathan Amon.

20-0: Lokalplanen for nyt stadion stemt igennem

Kongeblåt talent udtaget til U17-landsholdet

Akademiet besøgte Philadelphia Union: En meget inspirerende tur