Hvidovre stærkest på dagen i maratonkamp

Lørdag spillede Lyngby Boldklubs den anden træningskamp i pre-season. Modstanderen var Hvidovre IF, og Superliga-nedrykkerne viste sig stærkest over de 120 minutters træningskamp – gæsterne vandt med 4-0.

De første 20-25 minutter var temmelig lige mål på spil og chancer. Lyngby forsvarede fint Hvidovres angreb og lå omvendt og lurede på omstillinger til de tre forreste. Det var sjældent at holdene reelt spillede sig frem til noget. Jannich Storch måtte dog hive en flot redning op efter små ti minutters spil, og Hvidovre fik også et par fornuftige standardsituationer, dog uden at det for alvor gav pote. I den anden ende producerede Lyngby chancer til primært Sævar Magnússon og Frederik Gytkjær, der dog begge ikke fik ordentlig afslutning på deres ellers store chancer. D

Efter en lille halv times spil fik Hvidovre frispark lige uden for feltet, og det tog Jonas Gemmer sig af. Han sparkede dog direkte i Lyngby-muren, men bolden hoppede tilfældigt over til Christian Greko, der resolut sparkede første gang og bragte Hvidovre foran 1-0. Tilfældig scoring i sig selv, men ikke helt ufortjent efter kampbilledet, hvor Hvidovre havde det meste af bold-initiativet.

Efter målet fik gæsterne lidt tur i den, og selvom 90% af spillet fortsat foregik i en uskøn kamp på midten af banen, så var det Hvidovre der var bedst til at sætte sig op til chancer. Helt farligt blev det dog ikke – men til allersidst kapitaliserede Hvidovre så igen på en standard.

Jonas Gemmer sendte en høj bold i et feltet på et frispark fra siden, som Jannich Storch ellers kom først på. Hvidovres Matti Olsen fik dog generet Storch nok til, at han ikke kunne gribe bolden i første omgang. Og da Frederik Gytkjær så samtidig stod lidt i vejen for at Storch kunne samle den op i anden omgang, så lykkedes det Matti Olsen at prikke bolden bagud til Andreas Smed, der kvitterede med at lobbe bolden over hele flokken af Lyngby- og Hvidovre-spillere og ind i et tomt mål til pausestilling på 0-2.

Fra 2. halvlegs start bragte Lyngby lidt mere energi, og det gav hurtigt pote i form af en 100%-chance til Jonathan Amon. Frederik Gytkjær sendte Sævar Magnússon afsted i højre side med en fin førstegangsaflevering, og da Lyngby samtidig angreb med 4-5 spillere var der rigeligt med muligheder for den islandske angriber. Bolden endte helt inde foran mål, hvor først Gytkjær blev blokeret – men riposten havnede hos Amon, der dog ikke fik skovlet bolden i mål, men i stedet blev blokeret og siden samlet op af Hvidovre-målmand Djukic.

Lyngby satte efter en lille time et flot angreb op. De Kongeblå spillede bolden rundt, og pressede Hvidovre langt tilbage. Og til sidst kunne Jonathan Amon så forsøge sig fra kanten af feltet med højrebenet. Amons forsøg havde retningen, men manglede fart – og så kunne Djukic parere. Lucas Lissens fik riposten, men fik slet ikke ram på bolden, og så kunne Djukic samle op.

Efter 65 minutter skiftede begge hold stort ud, og så skulle kampen sætte sig på ny. Lyngbys indskiftninger betød et meget ungt kongeblåt mandskab, men det hjalp desværre ikke på, at Lyngby igen blev ramt af Hvidovre på en standardsituation. Et frispark fra Magnus Fredslund gik til bagerste stolpe, hvorfra Hvidovre spillede den på tværs til en helt fri Andreas Smed, der sikkert scorede for 2. gang.

Målet satte gang i de unge Lyngby-drenge, der gik til angreb straks efter scoringen. Adam Vendelbo var især aktiv med sine driblinger og fart, og det var lige ved at gå galt for Hvidovre på et målspark, da Vendelbo fik presset Matti Olsen og blokeret forsvarsspillerens clearing, så Lyngby i stedet fik hjørne. Lauge Sandgrav var også tæt på med hovedet efter et hjørnespark, og endelig fik Adam Vendelbo også to afslutninger sat ind i det 78. og 80. minut, dog uden for alvor at teste Djukic.

Michael Opoku ville i det 83. minut også blande sig i målforsøgene. Lauge Sandgrav fandt William Steindorsson med en fremragende tværpasning. Steindorsson overlod bolden til Nikolai Baden, der fandt Michael Opokus hovede på kanten af det lille felt – Opoku fik dog styret bolden over mål. Minuttet efter var det så Nikolai Badens tur. Angriberen bragede med høj fart et frispark på kanten af feltet på overliggeren.

Det lignede en scoring til Lyngby, men festen fusede lidt ud og da dommeren fløjtede anden halvleg af var stillingen fortsat 3-0 til Hvidovre. Efter de 90 ventede endnu 30 minutter, for at få minutter i benene til alle.

De sidste 30 minutter var kampbilledet meget det samme. Lyngby havde bolden mest, og forsøgte hele tiden at skabe chancer. Men det var alligevel Hvidovre, der kunne score først.  Matti Olsen gik med i et angreb, og fik en dyb bold fra Magnus Fredslund – og den rutinerede stopper sendte sikkert bolden ind bag Anton Mayland i Lyngby-målet. De Kongeblå forsøgte sig, og fik også et par sporadiske optræk til at reducere. Men det var ikke Lyngbys dag, og efter 120 minutters fodbold fløjtede dommeren af ved stillingen 0-4.

Lyngby Boldklub – Hvidovre IF

06.07.24 Kl. 13:00 på Lyngby Stadion

Træningskamp

(0-2), (0-3)

0-1, Christian ‘Greko’ (30 min)

0-2, Andreas Smed (45 min)

0-3, Andreas Smed (73 min)

0-4, Matti Olsen (105 min)

 

Lyngby Boldklub: Jannich Storch (Anton Mayland, 91), Lucas Lissens (Peter Langhoff, 65), Pascal Gregor (Malthe Henriksen, 65), Brian Hamalainen (Baptiste Rolland, 65) – Tobias Storm (Willy Kumado, 65), Casper ‘Dani’ Winther (Enoch Otoo, 65), Gustav Fraulo (Lauge Sandgrav, 65), Kolbeinn Finnsson (William Steindorsson, 65) – Sævar Magnüsson (Adam Vendelbo, 65), Frederik Gytkjær (Nikolai Baden, 65) , Jonatham Amon (Michael Opoky, 65).

De Små Vikinger indtog Lyngby Stadion til julehygge

Rømer: Det gør ondt at skuffe fansene

Karlsen: En kæmpe skuffelse

0
    0
    Din kurv