Søndag var der EM-feber i Kongens Lyngby, da der var dømt storskærmsarrangement, EM-stemning og kongeblå legendekamp.
Danmarks EM-drenge manglede det sidste, da de søndag aften spillede 1-1 mod Slovenien.
Stemningen fejlede dog til gengæld ikke det mindste på hverken Klampenborgvej eller i Kanalvejsparken, hvor der før kampen var fanzone, livemusik, fodboldstævne og ikke mindst en showkamp mellem Lyngby Legends og et udvalgt hold fra kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsen bed godt fra sig undervejs i showkampen, men Lyngby-holdet, der blandt andet havde Carsten Fredgaard, Kim Aabech, Klaus Berggreen og John Helt på banen, endte dog alligevel med at tage en 12-7 sejr i den medrivende kamp.
Masser af glade fodboldfans var mødt op til hele arrangementet og for til slut at se Danmarks drenge på storskærm i Kanalvejsparken.
EM-stemningen fortsætter på torsdag, hvor Danmarks EM-kamp mod England også vil blive vist på storskærm i Kanalvejsparken. Der er kampstart kl. 18:00.
Tak til Lyngby-Taarbæk Kommune, VisitLyngby, Lundtofte Boldklub og Handelsforeningen for et fantastisk arrangement.
Se flere billeder fra arrangementet her.
#SammenForLyngby
Foto: Jørgen Lykke