Site icon Lyngby Boldklub

Akademiet udklækker to nye UEFA A-trænere

Akademiets ungdomsudviklingstræner, Marcus Oxe, og U19-holdets assistenttræner, Christoffer Ebbe Olsen, har begge gennemført UEFA’s A-licens, hvorfor de nu har den næsthøjeste trænerlicens.

Lyngby Boldklub har historisk set udviklet masser af store talenter – både inden- og udenfor kridtstregerne.

I starten af 2023 er næste kapitel i den historie blevet skrevet, da hele to Lyngby-ledere er blevet færdige med deres UEFA A-licens uddannelse, hvorfor de nu har den næsthøjeste træneruddannelse.

Lyngby Boldklubs ungdomsudviklingstræner Marcus Oxe blev færdig i januar, da han forsvarede sin opgave om forsvarsspil i ubalance og defensive omstillinger, imens Christoffer Ebbe Olsen blev færdig i starten af februar, da han forsvarede sin opgave om fleksibiliteten i opbygningsspillet.

Head of Coaching i Lyngby Boldklub, Piotr Haren, glæder sig over at endnu to uddannede A-træner på akademiet.

– Det er alfa og omega for os at have så dygtige trænere som overhovedet muligt på vores akademi, så vi kan skabe fremtidens kongeblå stjerner. Både Marcus og Christoffer er fantastisk dygtige trænere samt ledere, og vi er utroligt glade for at have dem i klubben, siger Piotr Haren.

Stort tillykke til både Marcus og Christoffer, som nu har papir på, at de er akkurat så dygtige trænere, som deres nye flotte uddannelse vidner om.

Exit mobile version