Profilpartner
Profilpartner

BJELLAND OM SKRÆKSKADE:

"KUNNE GODT SE DEN VAR HELT GAL"

UDGIVET: 17.11.2022   I   TEKST: Kristian Maimann   I   FOTO & VIDEO: Rasmus Falck   I   GRAFIK: Daniel Carle   I   SPORTSFOTO: Fodboldbilleder.dk

“JEG TROR I SKAL RINGE EFTER EN AMBULANCE”

Lyngbys målmandstræner Thomas Villadsen var nok den person, der i et 58. minut havde med den roligste stemmeføring af alle på Energi Viborg Arena. Alt han gjorde var at lukke låget til sin iPad med standarder, vende sig om til Viborgs sikkerhedschef og bede ham om at få fat på en ambulance. På det tidspunkt var det kun en fornemmelse for, at der var sket noget slemt. Men Villadsen fik desværre ret.

Mindre end 30 sekunder forinden var fysioterapeuter og læger spurtet på banen for at hjælpe Andreas Bjelland, der lå og vred sig i smerte efter et uheldigt sammenstød med Viborgs Justin Lonwijk og Lyngby-målmand Mads Kikkenborg. Og reaktionen fra holdkammerater, modspillere og fans var tydelig. Der var noget helt galt.

“Jeg kommer ud af duellen, men jeg kan hurtigt mærke en meget skarp og meget stor smerte. Jeg kigger ned på min fod og kan godt se, at der er noget, der ikke er som det skal være” fortæller Andreas Bjelland. Han føler selv, der går en evighed før han får hjælp. Men i virkeligheden går der mindre end et minut fra skaden sker til fysioterapeut Jeppe Kjær Høvsgaard sidder ved Bjellands side.

“Jeg prøver egentlig bare at sige til mig selv, at jeg skal tage det roligt og trække vejret”

“Jeg prøver at få fat i noget at holde i, men kan ikke få fat i græsset. Jeg tror jeg får fat i Emil Nielsens hånd på et tidspunkt, bare for at have et eller andet at trykke i. Det gjorde virkelig, virkelig ondt”.

“Jeg har prøvet mange ting i min karriere, men aldrig noget, der var på den måde” fortæller Andreas Bjelland.

BLÅ BOG – ANDREAS BJELLAND

Født: 11. juli 1988 (34 år)

Lyngby-stats: 83 kampe – 2 mål

Tidl. klubber: Lyngby Boldklub (akademi), FC Nordsjælland, FC Twente, Brentford, FC København.

Landskampe: 21 ungdomslandskampe og 29 A-landskampe.

ADVARSEL - STÆRKE BILLEDER

Hover over billedet for at se Bjellands skade

Bjelland var rimelig fattet

Jeppe Høvsgaard, fysioterapeut i Lyngby Boldklub

Første fagperson hos Bjelland var Lyngbys fysioterapeut Jeppe Kjær Høvsgaard. Han havde allerede vurderet situationen ude fra sidelinjen, da han fra afstand kan se Bjellands fod blive klemt og derefter se reaktionen fra Bjelland.

Og fra afstand kunne Høvsgaaard godt se, at det var en alvorlig situation han skulle ind til.

“Da han ligger og vrider sig på ryggen, kan jeg godt se, at foden er roteret helt ud” fortæller Jeppe Høvsgaard, der i situationen beder Viborgs holdlæge om at gå med på banen. 

Det bliver til en spurt på omkring 40 meter, inden Jeppe Høvsgaard og Viborg-læge Michael Væsel når frem til Bjelland.

“Da vi kommer over til Bjelland, er han rimelig fattet, og han god til at trække vejret stille og roligt. Det hjalp på situationen. Noget af det første vi snakker om er, at lægen skal være med til at sætte anklen på plads igen” fortæller Høvsgaard. Viborgs læge fortæller Bjelland om planen.

“Jeg ved faktisk ikke om Andreas hører det. Men jeg stabiliserer hans lår, så det er lettere for lægen at dreje anklen på plads igen. Og lægen får så rykket ud i anklen, og da den kommer på plads, kan vi  godt mærke på Andreas, at det lettede på smerten” fortæller Jeppe Høvsgaard.

Minutterne går. Høvsgaard får stabiliseret anklen, så den ikke glider ud igen. Og derefter hjælper teamet Bjelland op på en båre og ud fra banen – til klapsalver fra hele Viborg Stadion. 

På hospitalet blev skaden undersøgt yderligere, og den endelig diagnose blev også bekræftet: En brækket ankel. Det afholdt dog ikke Bjelland fra at tage med spillerbussen hjem og følges med sine slagne holdkammerater, der havde tabt kampen i Viborg med 1-2.

“Det siger meget om Bjelland som leder og som person” fortæller cheftræner Freyr Alexandersson, der også har set Bjelland give alt i dagligdagen, for at hjælpe holdet:

“Selv de dage, hvor han kun kunne humpe rundt på krykker, der var han i klubben. Han giver så meget til holdet, til anførergruppen og til de unge. Det er svært at beskrive, hvis man ikke kender mekanismerne i et omklædningsrum eller kender fodboldmiljøet. Men han betyder rigtig meget for klubben og for spillerne” fortæller Freyr Alexandersson.

KARRIERESTOP?

”Jeg TÆNKTE MEGET OVER DET LIGE DA DET SKETE"

Andreas Bjelland

De første timer efter skaden i Viborg væltede det ind med hilsner og ønsker om god bedring. Men der var også et spørgsmål, der gik igen. For med Bjellands 34 år, kontraktudløb til sommer og en karriere med relativt mange skader – var duellen med Lonwijk i Viborg så Bjellands sidste som professionel fodboldspiller?

“Jeg tænkte meget over det, lige da det skete. Jeg tænkte, at det kommer jeg ikke til at kunne bruge igen” fortæller Bjelland.

At det samlede fodbold-Danmark var bekymrede kan Lyngbys kommercielle chef Kristian Maimann bekræfte. Han var på dagen medieansvarlig for De Kongeblå:

“Jeg havde vel en 10-12 opkald på vej hjem i bilen, og måtte også holde ind et par gange for at svare på sms’er. Der var mange der skrev og ringede for at høre detaljer om skaden, men næsten alle spurgte også til om vi troede at “det var det” for Bjelland.”

“Alle er jo chokerede over at se en så alvorlig skade ramme en spiller, der har haft et stort impact på Superligaen og dansk fodbold, så det er jo naturligt nok at man bekymrer sig. Men sådan som vi kender Bjelland, så giver det jo bare benzin til at komme tilbage og hjælpe holdet” fortæller Kristian Maimann.

statistik

i Lyngby Boldklub

0
Kampe spillet
0
Mål
0
Assist
0
gule kort
0
rødt kort

Bjellands klubhistorik

Lyngby BK

Lyngby BK

Farum

Farum

FC Twente

FC Twente

Brentford

Brentford

FCK

FCK

Lyngby BK

Lyngby BK

GENOPTRÆNING

Fysioterapeut Jeppe Høvsgaard fortæller, at operationen gik godt, og at Bjelland dag for dag gør fremskridt. Hovedpersonen selv er også optimistisk efter en god start på genoptræningen:

“Jeg er begyndt at løbe igen, og det var et stort fremskridt. Så det går godt og går fremad. Jeg er også længere fremme nu, end jeg troede, jeg ville være efter 2 måneder”, fortæller Bjelland.

Hans hverdag er vendt en smule på hovedet i forhold til sine holdkammerater.

“En normal dag består i, at jeg kommer ind og bliver behandlet når de andre går i møde eller på banen. Jeg får noget behandling, hvor jeg får mobiliseret anklen og gjort den klar til dagens strabadser.”

“Hver anden dag er der et tungt styrkeprogram, hvor vi får lagt på. Min læg er mere eller mindre forsvundet efter seks uger uden at måtte støtte på den. De andre dage er mere cardio-baseret, og nu er der så lagt noget løb på” fortæller Bjelland.

De mange timer i selskab med Jeppe Høvsgaard har også skabt et specielt bånd. For når man går op og ned af hinanden i fysrum og styrkerum, så sker der nogle gange mærkelige ting.

Mens Bjelland er væk fra banen er forsvarsspillerens rolle også skiftet. For når man ikke kan bidrage på banen med det spillemæssige, så må man tænke anerledes:

“Det er aldrig sjovt at sidde ude, for man vil gerne bidrage. Jeg har oplevet en masse i fodboldens verden og spillet forskellige steder, men det er jo klart nemmest at bidrage, når man er på træningsbanen og i kamp. Man prøver at gøre sit, men ved godt det er svært, når man ikke kan være der verbalt og fysisk på banen” fortæller Bjelland, der i stedet har gjort en dyd ud af at være tilgængelig for sine holdkammerater, når de har brug for det:

“Jeg prøver at være der i omklædningsrummet, og være der til kampene for at støtte op om holdet. Jeg gør også noget ud af at støtte Marcel, han har rigeligt at se til som kaptajn.”

“Hvis der er brug for mig fra trænernes side, så er jeg der til at hjælpe” fortæller Bjelland, der til hjemmekampen mod Viborg i sidste måned blandt andet trådte til i rollen som analytiker til kampen.

Han satser dog primært på at kunne bidrage som fodboldspiller fremover: “Målet er at komme tilbage og hjælpe holdet. Det er ikke en mulighed at stoppe. Jeg skal tilbage på banen” lyder det fra Bjelland.

Forsvarsspilleren forventes tilbage på banen efter nytår.

80'erne hitter under genoptræningen

Lyt til soundtracket fra Bjellands genoptræning

VIL DU HØRE MERE?

Andreas Bjelland er ugens gæst i bold.dk’s podcast TÆT PÅ – en podcastserie, der dækker fodboldens store og definerende øjeblikke. Her fortæller Bjelland åbenhjertet om sin situation, sin skade og de mørke tanker omkring et muligt karrierestop.

Du finder TÆT PÅ i Spotify, på Apple Podcast eller hvor du normalt lytter til podcasts.

De mørke tanker kom, da jeg lå alene på sofaen i de sene timer. Det satte da nogle tanker i gang. Jeg kunne ingenting.

Andreas Bjelland i bold.dk-podcasten 'TÆT PÅ'

– Altid blå og hvid –

0
Din kurv er tom!

Du har ikke lagt nogen varer i din kurv.

Se varerkategorier