Site icon Lyngby Boldklub

Lyngby Boldklub sælger Jeppe Corfitzen til Lecce

fodboldbilleder.dk

Den 17-årige kantspiller Jeppe Corfitzen skiftede i juni måned til Lyngby Boldklub fra FCKs ungdomsafdeling, men allerede nu går turen videre. Corfitzen har nemlig landet en aftale med den italienske Serie A-klub Lecce, og nu er de sidste papirer faldet helt på plads, og derfor køber italienerne offensivspilleren fri af Lyngby med øjeblikkelig virkning.

Opholdet i Lyngby blev dermed kort for Corfitzen, men fodboldchef Nicas Kjeldsen er alligevel glad for handlen og en god case for alle parter:

”Jeppe har kun været hos os i kort tid, men har fået en fantastisk mulighed, vi ikke vil stå i vejen for. Planen var hele tiden, at Jeppe skulle spille og udvikle sig hos os, men tingene går nogle gange stærkt, og da Lecce henvendte sig tog vi en åben snak om det. Det er en stor chance for Jeppe, og vi forstår godt at han gerne vil prøve sig af uden for landets grænser.”

”Så da Lecce samtidig tilbød en fin kompensation til os, så har vi valgt at takke ja. Jeppe er en talentfuld ung spiller, og han har også gjort det godt hos os trods den korte tid. Vi glæder os til at følge ham i Lecce” fortæller Nicas Kjeldsen.

Jeppe Corfitzen nåede ikke at få officiel debut for førsteholdet, men var dog med i flere af sommertræningskampene – og var også på banen i de tre U19-ligakampe, der er spillet pt. Han var på banen så sent som tirsdag eftermiddag, da Lyngby og OB duellerede i den nye Future Cup.

Lyngby Boldklub ønsker Jeppe Corfitzen held og lykke fremadrettet.

Exit mobile version