Site icon Lyngby Boldklub

Frederik Gytkjær er ude resten af sæsonen

fodboldbilleder.dk

Frederik Gytkjær har været ude siden forårets første kamp mod FC Fredericia, og vores angriber er ude resten af sæsonen efter en hjernerystelse, som har betydet at han i de seneste mange uger, har holdt sig i ro.

Vi kommer til at undvære topscorer Frederik Gytkjær i resten af sæsonen grundet et slag, han fik i forårspremieren for næsten to måneder siden.

‘Jeg har døjet med en hjernerystelse siden kampen mod FC Fredericia. Jeg fik et slag, som jeg først efterfølgende mærkede konsekvenserne af. Jeg har særligt haft problemer med at fokusere i længere tid af gangen, så jeg har taget den med ro og passet på mig selv.’

‘I de seneste dage har jeg mærket bedring, men med en hjernerystelse kan situationen hurtigt vende, og det husker jeg på. I øjeblikket ved jeg jo slet ikke, hvordan hovedet reagerer, når jeg på et tidspunkt kan træne igen.’

‘Det er selvfølgelig hamrende ærgerligt, at jeg ikke kan hjælpe holdet i den afgørende fase af sæsonen. Specielt når kampen om oprykning er så tæt, men jeg har kæmpe tiltro til drengene. Jeg savner fodbolden og vores fans helt vildt.’

‘Heldigvis er jeg stadig kun 29 år og i min bedste fodboldalder. Min krop har aldrig haft det bedre, hvilket selvfølgelig gør situationen ekstra frustrerende’, forklarer Gytkjær.

Herfra ønsker vi god bedring til Gyt, og vi glæder os til, når vi igen kan se dig tilbage på grønsværen!

Exit mobile version