Flot Lyngby-præstation i snævert nederlag til CSKA

Modstander: CSKA Moskva

Sted: Real Club De Campoamor, Spanien

Dato: Onsdag d. 9. februar kl. 12.00

Lyngby leverede en stærk præstation og skabte masser af chancer, selvom modstanderen hed CSKA Moskva. Russerne løb dog med sejren på 3-2-sejr i de sidste minutter af onsdagens træningskamp.

Højt Lyngby-pres fra start

Onsdag ved frokosttid var De Kongeblå kommet på en stor opgave i Alicante. Træningslejrens sidste kamp bød på et CSKA Moskva-hold i en stærk opstilling, men det skræmte ikke Freyr Alexandersson og co., som pressede russerne højt fra start af.

Flere gange lykkedes det De Kongeblå af vinde bolden højt på banen, men det sidste manglede, før det blev rigtig farligt. Når russerne var på bolden, spillede de meget direkte, og de kom til et par afslutninger i indledningen – dog uden at true Frederik Ibsens mål.

Men omkring den halve time viste de kynismen og klassen. CSKA generobrede bolden på egen banehalvdel og spillede den flot ned bag Lyngby-forsvaret, hvor Ivan Oblyakov havde taget et dybdeløb, og midtbanespilleren kvitterede ved at hamre bolden i kassen til en russisk 1-0-føring.

Scoringen chokerede ikke Lyngby-mandskabet, som lynhurtigt fik svaret igen via en lynhurtig spiller. Adam Sørensen assisterede nemlig sig selv. Han lagde bolden op langs linjen og stak i et overlap, hvor han selv modtog sin aflevering, da Magnus Kaastrup lod den løbe igennem benene.

Sørensen drev den til baglinjen og i stedet for at slå indlægget, så sparkede han på kassen. Forsøget overrumplede Igor Akinfeev, som var trådt ud i feltet og dermed var der udligning til 1-1.

Kaastrup nåede at forsøge sig på en omstilling kort efter, inden CSKA viste klassen lige før pausen. Et tidligt indlæg blev sendt ind i feltet, hvor Anton Zabolotnyi kom flyvende og pandede 2-1-målet i kassen.

Masser af Lyngby-chancer og flot spil efter pausen

Til anden halvleg kom Casper ‘Dani’ Winther ind i stedet for Magnus Westergaard, og det var De Kongeblå, som lagde bedst fra land.

Rezan Corlu tog en flot solotur, inden han lagde bolden over til Kaastrup, som lagde sit forsøg tæt over det lange hjørne. Minuttet efter var Frederik Gytkjær tæt på, men forsøget sneg sig forbi den ene opstander.

Det duftede af Lyngby-udligning og den kom efter 55 minutter. Corlu var igen på spil. Han fandt Sørensen i dybden, og backens indlæg tog en afretning og gik i kassen – russisk selvmål og 2-2 på måltavlen.

De opløftende takter fortsatte efter scoringen. I flere situationer formåede Lyngby-mandskabet af spille sig flot ud af pressede situationer, og Corlu viste igen og igen prøver på sine snævre driblinger, og han kom også til en fin afslutning, som dog sad lige på CSKA-målmanden.

Russerne satte gearet op i de sidste ti minutter, hvilket desværre endte med at give pote. På et hjørnespark kom Vladislav Yakovlev flyvende ved forreste stolpe og pandede en 3-2-føring i nettet.

I de sidste sekunder var indskiftede Sævar Magnusson faktisk tæt på en Kongeblå-udligning via en omstilling, men forsøget sad lige på det russiske mål.

Dermed endte kampen med Lyngbys første nederlag i femte forsøg siden opstarten, men Freyrs mandskab fik altså vist rigtig mange opløftende takter mod et mandskab fra den højeste hylde.

Lyngby Boldklub – CSKA Moskva

0-1, Ivan Oblyakov, ’28
1-1, Adam Sørensen, ’32
1-2, Anton Zabolotnyi, ’45
2-2, selvmål, ’55
2-3, Vladislav Yakolev, 89

Lyngbys startopstilling: Frederik Ibsen – Svenn Crone, Pascal Gregor, Kristian Riis, Adam Sørensen – Rasmus Thellufsen, Magnus Westergaard, Rezan Corlu, Sebastian Koch, Frederik Gytkjær (c), Magnus Kaastrup

Indskiftet: Casper ‘Dani’ Winther ind for Magnus Westergaard (45), Emil Nielsen ind for Sebastian Koch (60), Lucas Hey, Sævar Magnusson og Sanders Ngabo ind for Kristian Riis, Frederik Gytkjær og Rezan Corlu (75) Brian Hamalainen og Peter Knudsen ind for Adam Sørensen og Magnus Kaastrup (80).

 

 

 

 

Bliv klogere på Lyngby Boldklubs rekruttering og scouting på akademiet

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

0
    0
    Din kurv