Site icon Lyngby Boldklub

Kasper Hjulmand på besøg i Lyngby Boldklub

Lyngby Boldklub har i længere tid haft fokus på at give de bedste rammer for ungdomstrænerne. Derfor var den tidligere Lyngby- og nuværende landstræner, Kasper Hjulmand, på besøg hjemme på Lyngby Stadion fredag eftermiddag, for at holde foredrag om de taktiske perspektiver for landsholdet.

Det var en lærerig eftermiddag i Lyngby Boldklub, da Kasper Hjulmand var på besøg hos sine gamle rødder. Agendaen var det taktiske fundament på landsholdet, som er en speciel størrelse, fordi alle landsholdsspillerne kommer fra vidt forskellige taktikker rundt om i Europa.

Kasper Hjulmand er selv blevet trænerudannet i Lyngby, og han er nu på besøg små 20 år efter for måske at uddanne en fremtidig DBU-træner, som de fem DBU-trænere, der er uddannet i Lyngby. Derfor var det en lærerig oplevelse:

”Kasper er en kæmpe trænerstjerne, der på selvfølgelig inspirerer os trænere med sin taktiske viden og fodboldfaglighed. Det gav mig meget stof til eftertanke, men jeg synes faktisk, at det mest inspirerende ved vores landstræner er, at han er så menneskelig og sætter pris på de bløde værdier – måske noget han har lært i sin tid i Lyngby”, fortæller 29-årige Mads Kristensen, der er cheftræner for Lyngbys talentfulde U17-hold.

Fokus på træneruddannelse
Lyngby Boldklubs mission har altid været at skabe de bedste talenter – både spiller- og trænertalenter. Dermed har der på det seneste været fokus på at uddanne de bedste trænere. Det fortæller talentchef, Nicas Kjeldsen:

”Vi tror meget på at trænere, ligesom spillere, skal have tillid og ansvar for at vokse. Derfor ligger store dele af det sportslige ansvar hos vores trænere. Det både presser og uddanner dem. Rækken af navne er imponerende, og vi tror fuldt og fast på at vi også har et par af morgendagens stjerner i vores talenttrænerstab i dag”, fortæller han.

Lyngby har også tidligere haft succes med at uddanne dygtige DBU-trænere, hvor hele fem er tilknyttet DBU nu. Det er A-landsholdstræner, Kasper Hjulmand samt analytikeren til holdet Mounir Akhiat, og derudover U-landsholdstrænertrioen; Søren Hermansen, Kenneth Weber og Jens Olsen.

Kasper Hjulmand var træner i Lyngby Boldklub fra 2003 til 2008. Han har været landsholdstræner siden i sommer, hvor han har været i spidsen for de rødhvide i syv kampe, med fire sejre, én uafgjort og to tabte til Belgien til følge.

Exit mobile version