Site icon Lyngby Boldklub

Lucas Ørneborg er ny topscorer i U19-ligaen

Lucas Ørneborg utroligt skuffet over ikke at blive skiftet ind i fredagens remis mod Horsens. Foto: (C): fodboldbilleder.dk

Lyngbys unge stjerneskud Lucas Ørneborg har været i målhumør i denne sæson, og han beskriver selv denne sæson som værende hans bedste. Han er nu delt topscorer i U19-ligaen sammen med Brøndby IFs stortalent Mathias Kvistgaarden.

Det har været et begivenhedsrigt år for Lyngbys 18-årige fløjspiller Lucas Ørneborg, der i november sidste år skiftede til Lyngby Boldklub fra FCK, som han har spillet i siden han startede til fodbold som 4-årig.

Dermed er det hans første klub uden for hjembyen Frederiksberg, og valget faldt på Lyngby fordi det passede perfekt til ham som spiller, da de er kendt for at give unge spillere chancen på førsteholdet og derudover rigtigt gerne vil spille boldbesiddende fodbold. Det fortæller hovedpersonen selv:

”Jeg havde hørt rigtigt mange gode ting om Lyngby, og for mig var det vigtigt at det var en klub, der vil satse på unge spillere. Det har jeg allerede mærket, for jeg har siddet på bænken to gange, og var senest kun en fjerde dommers uvilje fra at få debut mod Horsens”, fortæller den unge kantspiller.

Fra ude af form til topscorer
Da han for et år siden kom til Lyngby var han ude af kampform, men Lyngby troede på ham. Det tog ham lidt tid at spille sig tilbage i form igen, men fra i sommer faldt alt i hak:

”Siden jeg kom til Lyngby, har de virkelig troet på mig. Derudover fandt jeg mig selv til rette, og det var som om alt faldt i hak i sommer. Det er også en af hemmelighederne bag den gode form. Men nu er mit næste mål at få debut på førsteholdet, og jeg vil stadig arbejde hårdt og holde fødderne på jorden”, fortæller Lucas Ørneborg.

Lucas Ørneborg har scoret 10 mål og lavet én assist for Lyngbys U19-hold, der ligger nummer 3 i U19-Ligaen.

Exit mobile version