Lyngby Boldklubs førstehold og trænerstab har sammen med en lang række andre ansatte i klubben været hjemsendte på lønkompensation siden 20. marts. Nu kalder Lyngby Boldklub A/S så førsteholdet tilbage, så spillerne kan nå at blive fysisk klar til en genstart af 3F Superliga i slutningen af maj.

”Vi følger og har fulgt situationen tæt, og vores fortolkning er, at ligaen kan blive spillet færdig med opstart af kampe ultimo maj. Det er positivt, at det lige nu ligner, at det er realistisk at vi kan spille turneringen færdig og vi krydser alle sammen fingre for, at planen holder”

”I forhold til det sportslige, så har spillerne nu været hjemsendt i syv uger. Derfor skal vi bruge en forholdsvis lang opstartsperiode hvis vi skal nå det niveau, som vi mener skal til for at overleve i Superligaen. Derfor har vi valgt at tilbagekalde førsteholdstruppen og trænerstaben” fortæller Andreas Byder, adm. direktør i Lyngby Boldklub A/S.

Andreas Byder understreger, at førsteholdet foreløbigt vil træne i mindre grupper efter de forholdsregler, der er gældende på området. Derfor går der endnu noget tid inden man vil opleve decideret holdtræning på Lyngby-anlægget – ligesom at alle træningspas vil være lukkede for journalister og andre besøgende:

”Vi vil naturligvis følge de retningslinjer, der er på området, og træne i mindre grupper til en start. Og vi kommer naturligvis også til at følge de fremtidige retningslinjer, der måtte komme i forbindelse med en yderligere genåbning” fortæller Andreas Byder.

Lyngby Boldklub A/S vil efter hjemkaldelsen stadig have mere end 30% af de ansatte sendt hjem uden arbejdsforpligtelser – og dermed stadig modtage lønkompensation på de ansatte, der stadig er hjemsendt.

”Dele af administrationen og akademiet vil fortsat være hjemsendte lidt endnu, men vi laver en gradvis tilbagekaldelse efterhånden som markedet åbner op, og vi igen kan se en bedring af økonomien. Vi glæder os naturligvis til at få alle tilbage i arbejde, men er også indstillede på, at genåbningen tager tid og at vi må have den tålmodighed, der skal til” lyder det fra Andreas Byder.

Lyngbys førstehold træner for første gang torsdag formiddag – i små grupper og med behørig afstand til hinanden.