Site icon Lyngby Boldklub

Lyngby Boldklub sælger Michael Lumb

Lyngby Boldklub har accepteret et bud på venstrebacken Michael Lumb, der skifter til AC Horsens på transfervinduets sidste dag.
Michael Lumb har de seneste tre år været en sikker mand på venstre back-positionen, men samarbejdet mellem De Kongeblå og den tidligere landsholdsspiller stopper her ved udgangen af august. Lyngby Boldklub er nemlig blevet enige med AC Horsens om en transfer, der sender den 30-årige back op i Superligaen.
”Lumb har været en af de bærende kræfter på vores hold, og det var ikke planen at han skulle forlade os. Men vi har fået et godt tilbud fra AC Horsens, og føler os med Adam Sørensen og Nicklas Mouritsen godt dækket ind på positionen. Samtidig har vi i Adam Sørensen en spiller af egen avl klar, og det flugter med vores strategi om at forkorte vejen til førsteholdet for spillere af egen avl. Summen af det gør, at vi har accepteret buddet fra Horsens og givet Lumb mulighed for at skifte”
”Lumb har leveret på et højt niveau hos os, og i forhold til vindermentalitet og træningsmiljø været en forgangsmand for truppen, både i gode og hårde tider. Vi takker derfor Michael Lumb for en dedikeret indsats hos os, og ønsker al mulig held og lykke i fremtiden” fortæller sportsdirektør Birger Jørgensen.
”Jeg vil gerne takke alle trænerne, alle holdkammeraterne, fansene, på ledelsesgangen, medarbejderne og alle dem der har været omkring mig i klubben igennem de sidste tre år. Ingen er glemt for mig. Jeg har haft en fantastisk tid i Lyngby, det har budt på godt og ondt og jeg er selvfølgelig ked af at jeg har været med til at skuffe så mange i forhold til ikke at blive i Superligaen her til sidst. Men det har været en fantastisk rejse med oprykning, bronzemedaljer og Europa, og det kan ingen tage fra os. Jeg er sikker på at klubben går en lys fremtid i møde, og det har været helt fantastisk at være en del af en så familiær klub som Lyngby. Jeg ønsker klubben alt det bedste i fremtiden” fortæller Michael Lumb.
Michael Lumb, der står noteret for 2 A-landskampe, nåede i alt 98 førsteholdskampe for Lyngby Boldklub. Lyngby Boldklub ønsker Michael Lumb held og lykke i fremtiden.
foto (c) fodboldbilleder.dk

Exit mobile version