Site icon Lyngby Boldklub

Danske klubber styrker talentudviklingen

Lyngby Boldklub er med til at styrke den danske talentudvikling. Det sker gennem et nyt tiltag, hvor Lyngby sammen med 14 klubkolleger investerer yderligere i udviklingen af unge spillere.
Som talentklub er Lyngby i forvejen blandt i førerfeltet, når det kommer til udviklingen af danske fodboldspillere. Som noget nyt har klubberne nu dog dannet fælles front i samarbejde med Divisionsforeningen – som led i aftalen har klubberne hyret det belgiske firma Double PASS, der i foråret 2016 skal analysere talentudviklingen i de 12 Superliga-klubber samt 3 klubber i 1. Division – heriblandt Lyngby.
”De resultater, Double PASS har leveret i Tyskland og Belgien, taler for sig selv. Med den her aftale sikrer vi, at den bedste viden er til rådighed i det daglige arbejde hos klubberne. Der er i dansk fodbold allerede et stærkt fokus på talentudvikling, og med denne historiske fælles aftale løfter vi det op på et helt nyt niveau” lyder det i en pressemeddelelse fra Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.
På Lundtoftevej finder man det naturligt, at man deltager i fællesskabets arbejde med at løfte niveauet på talentudviklingen i Danmark: ”Vi ser det her som et ekstra tiltag i arbejdet med at få det optimale ud af talentudviklingen i Danmark. Vi vil gerne arbejde for en yderligere professionalisering og alt, der kan bidrage til et stærkere set-up omkring talentfodbolden hilser vi velkommen” fortæller adm. direktør Dennis Poulsen.
Lyngby Boldklub har en yderligere aktie i satsningen. Talentchef Birger Jørgensen har således deltaget i den arbejdsgruppe, der står bag projektet.

Exit mobile version