Site icon Lyngby Boldklub

Lyngby henter Mads Gabel til sommer

Lyngby Boldklub henter til sommer den 25-årige højre back Mads Gabel. Parterne har underskrevet en 2-årig kontrakt.
Mads Gabel har gennem de seneste sæsoner slået sit navn godt og grundigt fast i 1. division, hvor han bredt er anerkendt som en af de allerbedste på positionen som højre back. Den arbejdssomme, offensive back har været fast mand og anfører for Brønshøj, men partnerskabet slutter til sommer, hvor kontrakten med Hvepsene udløber. Herefter skifter Gabel til Lyngby Boldklub, der har slået kløerne i den 25-årige forsvarsspiller – det faktum skaber stor glæde hos cheftræner Jack Majgaard Jensen: 
”Vi er glade for, at det er lykkedes at hente en af ligaens bedste højre backs til Lyngby. Gabel har en fantastisk fysik, som gør ham god i duellerne – både på jorden og i luften. Trods sin størrelse er han meget offensiv og vil passe godt til vores stil. Derudover er Gabel også en god leder, som altid selv går forrest med det gode eksempel” udtaler Jack Majgaard Jensen.
Mads Gabel kom til Brønshøj i vinteren 2012 og har siden etableret sig som fast mand og anfører for Hvepsene. Tidligere har den høje forsvarsspiller repræsenteret FC Øresund, som han forlod til fordel for netop Brønshøj. 
Gabel har underskrevet en 2-årig kontrakt med Lyngby Boldklub – en kontrakt, der træder i kraft til sommer og dermed løber frem til sommeren 2017.

Exit mobile version