Site icon Lyngby Boldklub

Lasse Fosgaard tilbage i truppen mod Vendsyssel

For tredje og sidste gang i denne sæson tørner De Kongeblå sammen med Vendsyssel FF. Opgøret spilles hjemme på Lyngby Stadion, hvor Lyngby skal forsøge at holde trit med de øvrige tophold i ligaen.
Lyngby Stadion danner nok engang rammerne om en spændende Lyngby-kamp, når De Kongeblå søndag eftermiddag tager imod Vendsyssel FF. Gæsterne er i skrivende stund placeret på rækkens 9. plads med 29 point for 25 kampe. Kun syv point har Søren Kusks mandskab høstet i forårets første syv runder fordelt på to sejre, én uafgjort og fire nederlag. Den seneste sejr kom dog i sidste runde, hvor formsvage Vejle blev sendt hjem fra Vendsyssel med et 1-0 nederlag på Michael Nielsens enlige træffer i kampens 4. minut. 
Dermed tog Vendsyssel et vigtigt skridt væk fra nedrykningspladserne. I den anden ende kæmper Lyngby Boldklub for at hænge på i puljen af tophold – en position, som det nok var de færreste der forud for sæsonen havde forventet af De Kongeblå. Lyngby har dog leveret stabile resultater, blandt andet mod Vendsyssel – og fortsætter den tendens, så er Lyngby nok med i toppen til det sidste.
Cheftræner Jack Majgaard Jensen kunne i sidste runde se sit mandskab vinde sikkert ude mod Hvidovre. 3-0-sejren var den fjerde 3-0-udesejr ud af fire mulige, mens det har knebet mere på hjemmebane. Den tendens vil Lyngby helt sikkert gå efter at vende, og det skal ske med hjælp fra blandt andre Lasse Fosgaard, der er tilbage i truppen efter et kortere skadesforløb.
Til gengæld må Jack Majgaard Jensen og Lyngby undvære Thomas Sørensen, Frederik Gytkjær og Dennis Cagara, der måtte gå skadet fra banen efter en halv times spil i Hvidovre.
Der er kick-off på Lyngby Stadion klokken 13.00 – husk opvarmning i klubhuset fra klokken 11.00!
Lyngbys trup mod Vendsyssel FF
1. Nicklas Højlund, 2. Mathias Mejer Knudsen, 4. Mathias Tauber, 6. Rasmus Minor Petersen, 8. Martin Andersen, 9. Lasse Fosgaard, 11. Patrick Mortensen, 12. Mads Pedersen, 14. Philip Rasmussen, 15. Lee Rochester, 16. Lukas Fernandes, 18. Jeppe Tverskov, 19. Sebastian Lassen, 20. Jeppe Brandrup, 22. Bror Blume, 25. Christoffer Boateng, 29. Oliver Fredsted.

Exit mobile version