Venstre backen har skrevet under på en etårig kontraktforlængelse

Foto: fodboldbilleder.dk
 

De Kongeblå forlænger med Lumb
 
Michael Lumb har underskrevet en etårig kontraktforlængelse med De Kongeblå, således at han også er at finde i klubben i den kommende sæson
 
Superligaen er lige rundt om hjørnet, og derfor er forberedelserne frem mod næste sæson naturligvis allerede i fuld gang. En af prioriteterne er kontraktforlængelser, og på den front er det lykkedes De Kongeblåaring; at holde på en af klubbens helt store profiler. Michael Lumb har nemlig sat sin signatur på en etårig forlængelse af den kontrakt, der ellers stod til at udløbe om en måneds tid, og det glæder naturligvis cheftræner David Nielsen:
 
”Vi er utroligt glade for, at vi er blevet enige med Michael om en kontraktforlængelse. Han er en ekstrem idrætsmand, som har en indstilling og professionalisme, der er second to none. Af de grunde er han et stort forbillede for vores unge spillere og en stærk personlighed at have i truppen,” siger David Nielsen og supplerer:
 
”Michael har stor erfaring fra en karriere i både udlandet og Superligaen, og den erfaring og rutine får vi brug for i næste sæson i Superligaen. Vi glæder os meget til at fortsætte samarbejdet med Michael,” lyder det fra cheftræneren.
 
Respekten er gensidig, for Michael Lumb har nydt at arbejde under David Nielsens og Thomas Nørgaards ledelse, ligesom han har glædet sig over, at holdet har indfriet Superliga-målsætningen:
 
”Jeg har kæmpet sammen med hele holdet om at komme i Superligaen, og nu har vi indfriet den målsætning. Jeg synes, man er i gang med noget sindssygt spændende her i Lyngby med Thomas og David som trænere, der står for noget underholdende fodbold, og det vil jeg fortsat gerne være en del af,” siger Lumb og fortsætter:
 
”Det har været sjovt at være en del af projektet i 1. division, og jeg tror også, der er gode muligheder for, at det kan blive rigtig sjovt i Superligaen. Derfor ser jeg forlængelsen som en spændende mulighed,” fortæller venstre backen.
 
28-årige Michael Lumb kom til Lyngby fra FC Vestsjælland før denne sæson, hvor han har tegnet sig for 23 kampe i den kongeblå trøje. Han har tidligere repræsenteret AGF, Zenit St. Petersborg, Feyenoord, AaB, Freiburg og Bochum, ligesom han står noteret for to A-landskampe og et hav af ungdomslandskampe.   
 
 
 
 
 

Similar Articles

Top