| Smalt nederlag til hårdt fightende Lyngby-mandskab |
| Skrevet af Kristian Maimann, lørdag 10. september 2011 | |
|
De kongeblå fulgte ganske udmærket med, da Lyngby lørdag eftermiddag havde besøg af Danmarks pt bedste mandskab: FC København. På trods af hård Lyngby-fight endte kampen med et smalt 0-1-nederlag til gæsterne. Lyngbys nyudnævnte manager havde på forhånd to overraskelser i startopstillingen – forsvarsspilleren Christian Traoré startede på højreback, mens unge Bror Blume fik din første Superliga-kamp. Desværre betød sygdom til Christian Traoré, at han i sidste øjeblik måtte melde fra og derfor blev erstattet af Jeppe Brandrup.
FC København startede – helt som ventet – med at lægge et tungt pres på de kongeblå. Gæsterne forsøgte flere gange at sætte sidste års Superliga-topscorer Dame N’Doye i scene, men de helt åbenlyse chancer udeblev. En grim skade til FCK-anfører Mathias ’Zanka’ Jørgensen endte derfor med at stjæle fokus i kampens indledning – i hvert fald lige indtil det 13. minut. Et hjørnespark fra højre side blev sendt indover, hvor Ragnar Sigurdsson forlængede til en meget fri Cesar Santin – den chance misbrugte brasilianeren ikke og han kunne sikkert bringe FCK foran med hovedet. Kort efter scoringen fik Lyngby så sendt sin første kvalitetsafslutning mod mål, da Emil Larsen tørrede Johnny Thomsen, trak ind i banen og fik afsluttet – desværre havde gæsternes svenske keeper Johan Wiland ikke svært ved at forhindre en Lyngby-scoring.
De næste minutter fulgte et par rigtig flotte offensive FCK-opspil. Gæsterne pressede Lyngby langt tilbage, men lykkedes bestemt også med at kombinere sig frem gennem Lyngbys pres. Det resulterede i et par løse chancer, og Lyngby kan i den forbindelse glæde sig over målmand Rune Pedersen, der flere gange viste gode refleks-egenskaber. Langsomt fik Lyngby dog styr på FCKernes offensiv og det betød flere og flere sekvenser med Lyngby på bolden. Efter knap en halv times spil fik Emil Larsen en gylden mulighed for at udligne, da han – nok engang – satte Johnny Thomsen af i en løbeduel og kom igennem til afslutning. Desværre overplacerede U21-landsholdsspilleren sin afslutning og dermed blev det ved 0-1 helt frem til pausen.
Anden halvleg foregik generelt med FCK i kontrol, men primært med Lyngby på bolden. Det var tydeligt at FCKerne var tilfredse med deres 1-0-føring og ikke ønskede at investere mere en højst nødvendigt – et faktum, der tydeligvis var den chance Lyngby havde ventet på. De kongeblå fik både tid og plads til at dominere på midten af banen, hvilket selvsagt betød bedre muligheder for opspil. De bedre forhold til trods, så forhindrede en god defensiv indsats fra gæsterne, at de helt åbne chancer til Lyngby udeblev. Bedste mulighed indtil slutfasen tilfaldt Morten Bertolt, der fik muligheden efter et hjørnespark, men anførerens afslutning fra den ene side af feltet strøg over mål.
Gæsterne lurede til stadighed på kontra-mulighederne, hvilket også voldte Lyngby en smule problemer. Resultatet var løse muligheder til Dame N’Doye og ikke mindst Johan Absalonsen, der efter fint opspil misbrugte fra fri position. I kampens slutfase forsøgte Lyngby sig med en mere offensiv satsning. De kongeblå fightede og jagtede udligningen forbilledligt og med to minutter tilbage af den ordinære tillægstid fik Lyngby så muligheden. Bajram Fetai blev sendt i dybden og kanonerede bolden mod mål – desværre for kantspilleren og Lyngby strøg bolden tæt over mål. På trods af en rigtig fin Lyngby-fight ender det hele derfor med en 1-0-sejr til FC København foran de 4.400 tilskuere på Lyngby Stadion. Lyngby BK - FC København 0-1 (0-1) 0-1 César Santin (13) Lyngbys startopstilling: 1. Rune Pedersen 2. Dennis Cagara 4. Jakob Bresemann 8. Peter Madsen 10. Kim Aabech 15. Emil Larsen 17. Patrice Bernier 18. Morten Bertolt (c) 20. Jeppe Brandrup 22. Bror Blume 24. Frederik Helstrup Bænk: 16. Lukas Fernandes 5. Rasmus Nielsen 9. Bajram Fetai 11. Patrick Mortensen 12. David Katz Boysen 19. Jonas Henriksen 28. Ryan Johnson Laursen Indskiftninger: David Boysen ind for Bror Blume (57) Bajram Fetai ind for Peter Madsen (66) Patrick Mortensen ind for Morten Bertolt (86) Advarsler: Christian Bolaños, FCK (47) Morten Bertolt, Lyngby BK (59) Dennis Cagara, Lyngby BK (67) Bryan Oviedo, FCK (92) Tilskuertal: 4.396 |








