| Smalt nederlag på Brøndby Stadion |
| Skrevet af Kristian Maimann, søndag 02. oktober 2011 | |
|
Lyngby-opdrættet Dennis Rommedahl gjorde det onde ved de kongeblå, da han med sit første Brøndby-mål blev matchvinder i hjemmeholdets 1-0-sejr over Lyngby. Cheftræner Niels Frederiksen var på forhånd tvunget til at ændre i den startopstilling, der mandag sikrede en flot kongeblå 2-1-sejr i Aalborg. Karantæneramte Jeppe Brandrup måtte således følge sæsonens 11. Superligakamp fra tribunen, mens Dennis Cagara, der i øvrigt var tilbage i truppen efter overstået karantæne, gik direkte ind i startopstillingen. Det var – ganske som ventet – hjemmeholdet, der forsøgte at sætte sig på opgøret fra start. Brøndby sad i indledningen på langt størstedelen af spillet, men selvom de blå-gule gang på gang nærmede sig Lyngby-målet, så udeblev de helt store muligheder i kampens første 15-20 minutter. Kampens største chance tilfaldt faktisk Lyngbys Anders Christiansen, der efter en skarp omstilling blev sendt igennem. Alene mod Michael Tørnes trak Brøndby-keeperen det længste strå og så måtte AC og Co. nøjes med hjørne.
Som halvlegen skred frem kom Brøndby imidlertid tættere og tættere på Rune Pedersens mål. Den hjemvendte udlandsdansker Dennis Rommedahl var sammen med den nye Brøndby-favorit Mikkel Thygesen tættest på at bringe hjemmeholdet foran, men begge gange måtte de enten se Rune Pedersen snuppe forsøget, eller se bolden gå forbi mål. Lyngbys defensiv havde generelt godt styr på især de to angribere Mathias Gehrt og Martin Bernburg, der blev holdt i kort snor og ikke nåede frem til ret meget. Første halvleg var generelt fattig på de helt store chancer. Brøndbys muligheder bestod primært af langskudsforsøg fra midtbanespillerne, mens de kongeblå som forventet lurede på kontra-mulighederne. Frem mod pausen var det småt med mulighederne i begge ender – dog lykkedes det for Lyngby at sætte et fint kontrastød op, da David Boysen blev sendt i dybden. Boysen var dog noget alene og muligheden løb derfor ud i sandet. Halvlegens sidste gode Lyngby-forsøg tilfaldt Anders Christiansen, der fra kanten af feltet trykkede af – afslutningen gik dog tæt forbi stolpen.
Kampens første 45 minutter forblev målløse, men der skulle ikke gå lang tid af anden halvleg, før netmaskerne blafrede på Brøndby Stadion. Desværre for Lyngby var det hjemmepublikummet, der kunne juble over en føring: Brøndby satte et angreb op i Lyngbys venstreside, og så kunne en tidligere Lyngby-spiller sende bolden ind foran mål til en anden: Dennis Cagara misser Jan Frederiksens indlæg og så kan Dennis Rommedahl bringe Brøndby på 1-0. Målet gav hjemmeholdets spillere tro på mere og Brøndby pressede i perioden efter scoringen på for yderligere gevinster. Resultatet var blandt andet et indlæg fra højresiden ind midt i feltet, hvor indskiftede Osama Akharraz fik afsluttet fint. Rune Pedersen hiver dog en fremragende redning ud af ærmet og holder dermed de kongeblå inde i kampen.
Frem mod slutningen var det et Lyngby-hold, der pressede på for at få udligningen. Lyngby-spillerne belejrede til tider hjemmeholdets målfelt, men de helt åbne muligheder udeblev desværre for de kongeblå. I kampens tillægstid maksimeres presset med hjælp fra målmand Rune Pedersen, der går med frem på et hjørnespark. Muligheden og det ekstra mandskab i feltet bliver dog ikke udnyttet og så kan Brøndby-fansne ånde lettet op. Kampen slutter med en spinkel sejr til Brøndby, der slår de kongeblå med 1-0. Match Facts: Brøndby IF - Lyngby BK 1-0 (0-0) 1-0 Dennis Rommedahl (48) Lyngbys startopstilling: 1. Rune Pedersen 2. Dennis Cagara 3. Christian Traoré 4. Jakob Bresemann 10. Kim Aabech 12. David Katz Boysen 15. Emil Larsen 17. Patrice Bernier 18. Morten Bertolt (c) 21. Anders Christiansen 24. Frederik Helstrup Bænk: 16. Lukas Fernandes 5. Rasmus Nielsen 8. Peter Madsen 9. Bajram Fetai 11. Patrick Mortensen 19. Jonas Henriksen 28. Ryan Johnson Laursen Indskiftninger: Rasmus Nielsen ind for Anders Christiansen (62) Bajram Fetai ind for Kim Aabech (70) Peter Madsen ind for Frederik Helstrup (85) Advarsler: Kim Aabech, Lyngby BK (2) Martin Bernburg, Brøndby IF (80) Tilskuertal: 13.427 |







