| Match Facts: Skive IK - Lyngby. |
| Skrevet af , søndag 26. oktober 2003 | |
|
Lyngby vandt fuldt fortjent dagens udekamp mod Skive med 2-3. Kampen bød på en masse chancer til begge hold, men Lyngby-holdet var mere skarpe, selvom der også blev brændt et par rigtig store chancer af bl.a. Christian Holst og Thomas Andersen.
Lyngbys 0-1 mål blev scoret af Christian Holst, der i det 12. minut på en friløber efterfølgende flugter bolden i nettet tæt ved den ene stolpe fra kanten af feltet. Inden da havde Søren Fjorting banket bolden på undersiden af overliggeren på et rigtig godt langskud. 0-2 målet blev sat ind af Henrik Toft, der i en nærkamp ved det lille felt vender hurtigt rundt og banker bolden hårdt i netmaskerne bag Skive-keeperen. Lyngby tillod sig derefter at brænde to kæmpechancer begge til Christian Holst, der først får en pasning fra venstresiden fra Søren Fjorting. Holst skal bare sætte indersiden på, men da han bliver presset bagfra, kikser han afslutningen tæt ved mål, og bolden går forbi stolpen. Ved den anden mulighed løber Holst alene mod mål og afdribler målmanden, der er gået ud, kommer lidt ud i siden og sender bolden mod målstregen, da en Skive-spiller i sidste øjeblik får bolden ekspederet væk. I stedet kunne Skive på en løs bold reducere i allersidste minut af 1.halvleg ved Rune Bach, der tager chancen langt ude fra og scorer. Lyngby, der havde teten i 1. halvleg, får mere modstand efter pausen, og begge hold har deres chancer, Skive bl.a. ved to frisparkssituationer og Lyngby ved Thomas Andersen alene igennem. Med et kvarter tilbage bryder Jesper Levinsen et Skive-angreb ved eget straffesparksfelt, og derefter tager han sagen i egen hånd og tager et hurtigt sololøb over næsten 70 meter. Med Holst som hurtig mellemstation i feltet tager Levinsen så chancen og flugter bolden i nettet. 1-3 og et godt eksempel på, hvordan man spiller rigtig godt og effektivt kontrafodbold. I kampens overtid fik Skive scoret til 2-3 ved Rune Bach, men facit blev altså 3 tiltrængte point til de blå/hvide. Det blev også en kamp, hvor Lyngby fik givet debut til hele tre spillere; Nick Christensen, Rang Shawkat og Mads Boesen, der alle er hentet fra ynglingeafdelingen. Lyngbys bedste i dag var : Michael Tørnes, Mikael Ø. Andersen, Levinsen og Morten Juul Hansen ”Gummi”. Læs mere om kampen senere |




