Hovedsponsor

Næste kamp
Superligaen
Lyngby BK - Brøndby IF
Onsdag d. 23. maj kl. 20
Lyngby Stadion
Kick-off om
superliga


Nr Klub K P
1 FC Nordsjælland 32 65
2 FC København
32
63
3 AC Horsens
32 57
4 FC Midtjylland
32
55
5 AGF
32 48
6 AaB 32
44
7 Silkeborg IF
32
43
8 SønderjyskE
32 41
9 Brøndby IF
32
36
10 OB 32
33
11
12
Lyngby BK
HB Køge
32
32
25
18
Sponsorer







 


Match Facts: Lyngby BK - Holstebro BK
Skrevet af , torsdag 23. oktober 2003   
Endnu engang uafgjort.



Efter 0-4 nederlaget og den megen omtale af uroligheder på og udenfor Næstved Stadion, var det tid til at tage imod Holstebro. Jyderne var i sidste sæson med en samlet 5. plads ikke langt fra oprykningspladserne, men har i denne sæson ikke rigtig fået fat. Holstebro var i dagene op til kampen blevet svækket da deres rutinerede 6 måls topscorer Rene Lohmann under træning faldt til jorden med et brækket kraveben. Omvendt måtte Lyngby undvære Thomas Kristensen på midten pga. af en fodskade samt Johnny Laursen, der har karantæne ovenpå sin udvisning i Næstved.



1. halvleg



Første halvleg skulle vise sig at blive en kedelig affære. Ingen af holdene fik for alvor overtaget i spillet, men Lyngby havde til gengæld lidt overvægt i chancer. En af de allerstørste fik Christian Holst i det 9. minut, da han spilles i dybden og kommer alene igennem med Holstebro keeper Morten Jänichen.

Holst tager et par træk og prøver at placere bolden til venstre udenom keeperen, der var gået ud for at dække målet, men med en hurtig reaktion får Jänichen pareret skuddet, som går over baglinien. Det efterfølgende hjørnespark sparker Morten Juul Hansen (Gummi). Han får bolden retur i siden og skyder fladt fra en meget spids vinkel. Bolden har retning mod den nærmeste stolpe, men Jänichen kommer godt ned og redder igen situationen.

Den tredje chance indenfor samme minut tilfalder Holstebro angriberen Jack Nielsen, der efter lidt klumpspil pludselig er alene i feltet. Hans skud går dog forbi Tørnes mål.



Halvlegen var præget af meget ustruktureret spil fra begge hold og mange unødvendige boldtab.

I det 15. minut sendes en høj bold ind på kanten af Lyngbys straffesparksfelt, hvor Holstebros Peter Gade kommer højt. Lyngby målmand Michael Tørnes er gået lidt ud af sit kamp, og hovedstødet er ved at overliste ham. Tørnes får dog strakt sig bagover og får viftet bolden væk.



Omkring kampens 20. minut er der stadig ingen af holdene, der havde fået fat. Jyderne har held med at fortjekke og kæmper godt. Til gengæld har de ikke meget at byde på i det opbyggende kombinationsspil. Ofte bliver gæsternes chancer skabt ved kontraangreb, når Lyngby holdet fejler i driblinger eller pasninger, som da Yavuz Akbina efter en kontra får tid og plads til at skyde fladt udefra. Akbinas skud går dog lige forbi den ene opstander.

Minuttet efter får Lyngbys Henrik Toft vristet sig fri udenfor Holstebros felt, og der må et frispark til at stoppe ham. Danny Nielsen skyder direkte mod mål i en gunstig position, men desværre lige i Holstebros 4-mands mur.



I det 22.minut får Lyngby angriberen Christian Holst drejet godt rundt. Med ca. 10-12 meter til feltet sætter han i en bevægelse en Holstebro spiller af og med et dybt spark i bolden, får han lobbet bolden frem i det frie rum i straffesparksfeltet. Det bliver en kamp om at nå bolden først mellem en fremstormende Jänichen og hjemmeholdets Morten Juul Hansen (Gummi), der prøver at få foden på bolden i en lang glidende takling.

Holstebro målmanden kommer dog først til bolden i den situation.



Holstebro havde held med at fortjekke Lyngby folkene og hjemmeholdets kombinationsspil forgik tilmed meget langsom og uden idè. Det blev tit enmands præstationer, da der ikke rigtig var løbevilje, og ofte så man, at en bold der med fordel kunne være sluppet hurtigt, blev ”varmet” for længe og ofte erobret af et Holstebro-hold, der helt klart så deres muligheder i at spille sikkert og undgå at lave fejl og bremse Lyngbys kombinationsspil. Holstebros opbyggende spil virkede også præget af tilfældigheder, og spillet var generelt henholdende, men med blik for de kontrastød, der kunne skabes.



Efter en halv times spil erobrer Holstebro bolden på banens midte, hvor der hurtigt slås kontra.

Peter Gade modtager en lang bold i højre angrebsside, og med et godt rush kommer han til baglinien, hvor han får sendt bolden ind ca. to meter foran det lille felt. Her får Yazuz Albina afsluttet med en first-timer i vandret stilling. Bolden stryger en halv meter over Tørnes` venstre sammenføjning.



Lyngby sluttede halvlegen bedst og havde også et par chancer, dog uden at det stadig blev specielt underholdende at se på for de 409 tilskuere.

I det 37. minut sparkes bolden ind i Holstebros lille felt ude fra venstre angrebsside. Bolden får lov til at passere både venner og fjender, og ved bageste stolpe dukker Christian Holst op. Han får dukket sig ned til den dykkende bold, og nærmest knælende header han bolden lige udenom opstanderen.

Fire minutter før det ordinære pausefløjt er Peter Hasselgreen tæt på scoring, da han med et flot træk næsten får splittet Holstebro forsvaret. Hasselgreen får afsluttet til højre for målmanden, men Jänichen er vågen og kommer ned og griber skuddet.

I dommerens overtid er Lyngbys Henrik Toft igen farlig i luftrummet. Dragan Bakovic, der alt i alt spillede en fornuftig kamp, får lagt et godt indlæg mod den lange forward, der 4-5 meter fra mål får headet hårdt til bolden, som rammer jorden lige foran målmanden. Opspringet er ved at snyde keeperen, men han får flot raget bolden til sig.



2. halvleg



Halvlegen er ikke mange minutter gammel, da kampen første scoring falder. Lyngby får frispark i højre side ca. 7-8 meter inde på Holstebros banehalvdel, og Danny Nielsen trækker ud for at sparke.

Det bliver til et højt indlæg, som topscorer Christian Holst kommer flot op til, og med et kraftfuldt hovedstød oppe under overliggeren bringer han de blå/hvide foran.

De næste minutter havde Lyngby mandskabet gode muligheder for udbygning af føringen ved både Holst og Toft, der henholdsvis fik headet og skudt lige over mål, samt en skudblokering af Holstebros Flemming Gjerulf, der var tæt på at gå i eget net.



Efter Lyngby målet kom Holstebro længere frem på banen, og det gav da også gæsterne et par store muligheder. I det 55. minut sparker gæsternes Peter Gade en langt bold ind i Lyngby felt fra højre side. Her kommer Jack Nielsen op i et hovedstødsduel og får akkurat snittet bolden videre i samme retning. Her dukker Yavuz Akbina op, helt fri til afslutning tæt ved mål, men han taber et skridt, og i stedet rammer bolden ham på låret og springer tæt forbi stolpen til målspark. Seks minutter senere er Jack Nielsen ligeledes tæt på at udligne for Holstebro, da Lyngby forsvaret snorksover. Et par forsvarer slipper deres markeringer, og i feltets venstre side er angriberen helt blank og afslutter resolut et par meter fra mål. Heldigvis for hjemmeholdet tager bolden indersiden af opstanderen og springer i spil igen.



Efterhånden som 2. halvleg skred frem, blev det mere sandsynligt at Holstebro kunne få udlignet. Lyngbys midtbanefolk virkede efterhånden meget tunge og tilbageløbene foregik i sneglefart. Holstebro havde taget initiativet og spillede bolden fornuftigt rundt.



Nu var det i stedet Lyngby, der fik mulighed for kontraspil, men også her var præcisionen i afleveringerne ofte for ringe. Imellem var det ren ”indianerfodbold” med sololøb over lang distance, i begge ender. Gennemspillede angreb med idé bag var det småt med.

En af undtagelserne er i det 69. minut, hvor Lyngbys Peter Hasselgreen er gået godt med frem i venstre side. Herfra sender han en høj bold ind i feltet, hvor Christian Holst i hurtigt fremløb og helt ugeneret får headet, men bolden går lige over Holstebro målet. Hvis ikke hjemmepublikummet havde brokket sig over den afbrænder, gjorde de nok tre minutter senere. Igen med Christian Holst i centrum, da han via en lang stikning fra midten mod højre får en friløber mod Morten Jänichens mål. Da keeperen kommer ud af målet for at gøre vinklen spids, prøver Holst at udplacere ham ved at sende bolden fladt til højre for ham mod fjerneste stolpe, men forsøget ender lige udenom opstanderen, og endnu en kæmpechance for at lukke kampen er forspildt.



De næste minutter foregår meget af spillet omkring Lyngbys straffesparksfelt, og i det 75. minut opstår der lidt klumpspil på kanten af feltet. Bolden bliver stukket ind i feltet, og Holstebros Jack Nielsen er ved at komme fri. Patrick Kuklinski er kommet på den forkerte side af angriberen og må hive i ham for at stoppe ham. Dommer Jan Westergaard Hansen fløjter for straffespark, og anfører Mads Jensen løber til bolden og udplacerer Tørnes i Lyngby målet. 1-1.



Lyngby har haft den uvane at få en spiller udvist i mange af efterårets kampe, men denne gang skulle det være modstandernes tur at spille med 10 mod 11.

Efter et en hård nærkamp med Danny Nielsen omkring banens midte, udvises Bo Thomsen i det 80. minut for efterfølgende at have sparket ud efter Lyngbys midtbanespiller.



I de sidste 10 minutter stod der spillemæssigt Lyngby på kampen, og nu fik gæsterne pludselig nok at gøre med at forsvare det uafgjorte resultat .

På frisparket, der kom i kølvandet af udvisningen af Bo Thomsen, sparkes bolden frem i Holstebros straffesparksfelt, hvor der kombineres hurtigt på kanten af feltet af de indskiftede Lyngby-spillere Søren Fjorting og Jesper Levinsen for til sidst at blive et højt indlæg til Henrik Toft, hvis hovedstødsforsøg dog bliver alt for blødt og ingen sag for Holstebro målmanden.

Til trods for at Lyngby de sidste 10 minutter var totalt spilstyrende, skulle man helt hen til kampens allersidste minut, før Lyngby igen blev rigtig farlige.

Henrik Toft modtager bolden med ryggen til mål og vender hurtigt rundt og får trykket af lige udenfor feltet.

Skuddet går en halv meter over målet, og kampen ender hermed uafgjort 1-1.





Lyngbys bedste i kampen : Dragan Bakovic





Reaktioner efter kampen:



Yavuz Akbina, Holstebro angriber: ”Jeg synes, det er en lige kamp, men hvor vi har nogle store chancer specielt i 2.halvleg. Efter at Lyngby kommer foran, trækker de sig tilbage, og vi overtager kampen. Jack Nielsen og jeg har aldrig dannet angrebsduo sammen før, og vi brænder desværre begge nogle store chancer. Jeg vil fremhæve vores midterforsvar, der stod fornuftigt i nogle afgørende situationer.”



Dragan Bakovic, Lyngby-forsvarer : ”Jeg har det sådan lige nu, at jeg bare vil hjem, for jeg er rigtig skuffet. Hvis vi vil frem i tabellen, skal vi vinde over de dårligere hold. Det blev en underlig kamp, hvor ingen af holdene rigtig ville noget, ligesom i serie A. (Italien, red.) Specielt 1. halvleg er kedelig, og som helhed spiller vi uden gejst og vilje.

Vi var rigtig dårlige i tilbageløbs situationerne, og det kunne have kostet. Jeg savnede Thomas Kristensen i dag - både rent kreativt, men også fordi han er hovedstødsstærk. Jeg synes, at Toft holder godt på bolden i det fremadrettede, men som helhed var det en dårlig indsats over hele linien.”



Kent R. Nielsen, Holstebro træner: ”Kampen forløb som forventet for os, lige indtil Lyngby får scoret. Vi vidste jo godt, at vi ville komme under pres fra start, men jeg føler, at vi havde godt styr på tingene i 1. halvleg, hvor det ikke kom til de store chancer.

Efter Lyngbys føringsmål måtte vi frem, og vi formåede at få skubbet kæderne 10 meter længere frem på banen og skabte senere nogle gode chancer, hvor bl.a. Jack (Nielsen) bør score, men i stedet rammer stolpen. Det er ærgerligt at skulle undvære vores topscorer Rene Lohmann, der brækkede kravebenet i torsdags, men så må de andre vise, at de kan tage over. Vi kendte godt til Lyngbys opspil, men jeg var lidt overrasket over at se, hvor dybt Henrik Toft gik i banen i forhold til, hvad han plejer.”



Hasse Kuhn, Lyngby træner: ”Det var ikke nogen god fodboldkamp. 1-1 er vel retfærdigt nok, når vi ikke scorer på de store chancer, vi har - .bl.a. har Holst to store i dag. Vi får et godt udgangspunkt med målet, men så får de et dumt straffespark, og vores midtbanen falder mere og mere sammen.

Det bliver en gang ”Hawaii-fodbold” med rodet og tilfældigt spil. De prøvede at lokke os frem, men ville ikke selv rigtig noget. Vi spillede med ”Gummi” på midten i dag, og man må sige, at det vist ikke var hans dag . Vi tager Danny (Nielsen, red) ud, da vi er bange for en udvisning.

Jeg synes ikke rigtigt, at der er nogle, der spiller rigtig godt i dag, men Dragan og til dels Toft gjorde det da rimeligt. Det var ikke vores dag.”



Thomas Kristensen (om sin skade, der holdt ham ude af kampen): ”Jeg er kommet til skade med foden, som jeg fik et slag på til træning. Den er ikke brækket, og jeg kunne da også godt løbe lidt med, men der er ingen grund til at tage chancer og spille, når man ikke er 100 % i orden.

Nu tager jeg en tur forbi skadestuen og hører deres mening. Måske kan der være slået en flig af eller måske noget andet, nu må vi se. Jeg tror og håber dog på, at jeg er klar til Skive-kampen på søndag.”