|
Gårsdagenskamp i Ekstra Bladet Cup, mod Esbjerg fB, viste med al tydelighed hvor uretfærdig en sport fodbold kan være, og hvor vigtigt det er at man scorer på de chancer man får - og det gjorde SAS-ligaens førerhold fra Esbjerg.
Optakten til kampen var dog ikke optimal, da cheftræner Niels Frederiksen måtte kæmpe med mange skader til de faste stamspillere, hvilket gjorde at posen for alvor måtte rystes. Men endnu engang viste de unge folk, i startopstillingen, heriblandt midterforsvaren Jacob Egeris der igen spillede en stor kamp - på trods af han kun lige er blevet rykket op i A-truppen.
Kampen blev indledt med flot spil fra begge hold, og det skadesplagede Lyngby hold formåede at spille flot hurtigt kombinationsspil på den regnvåde bane, hvilket i flere tilfælde gav vestjydernes bagkæde store problemer.
Med kun 5 minutter til pausen, slipper Ayoub Sørensen flot igennem Esbjergs bagkæde, og i to forsøg fik han bolden forbi Lars Winde i Esbjerg målet, og så var det undertippede Lyngbymandskab pludselig foran 1-0 - en stilling der holdt helt til pausen.
I de første 15 minutter af anden halvleg, sprudlede Lyngbyoffensiven, og både Patrick Mortensen og den indskiftede Christian Gytkjær havde 4-5 kæmpechancer, der burde have resulteret i mål, men stillingen var stadigvæk kun 1-0 - dog skal det også siges, at Esbjergs målmand Lars Winde i denne periode stod en pragtkamp, og i flere situationer hev mirakelredninger ud af ærmet. Efter denne periode kom vestjyderne dog længere frem på banen, og med ca. 15 minutter tilbage af kampen, kom så udligningen fra Tim Janssen, der flot headede bolden ind bag en chanceløs Nicklas Højlund i Lyngby målet. Herefter stod der for alvor Esbjerg på kampen, og her begyndte trætheden for alvor at melde sig hos hjemmeholdet, og med 5 minutter tilbage af kampen, blev Esbjerg tilkendt et straffespark i en klumpspilssituation helt inde i det lille felt. Jesper Jørgensen omsatte sikkert straffesparket til en 2-1 føring, som holdt kampen ud.
- Vi spillede i dag (i går, red.) mod et hold, som har et væsentligt højere niveau end de hold, som vi er vant til at møde i Viasat Divisionen. Jeg synes, at spillerne bestod den test meget flot - de er helt med i kampen, skaber mange chancer og lader sig ikke presse unødigt tilbage af et fysisk stærkt spillende Esbjerg mandskab.
Det var specielt dejligt at se, at spillerne turde spille rundt og fastholde bolden. Selv om præstationen var god gav kampen værdifuld indsigt i, hvad kollektivet og de enkelte spillere skal udvikle for at få Superliganiveau. Derfor kan vi tage en masse positivt med fra kampen som vi kan gøre brug af i de kommende kampe i Viasat Divisionen, udtaler cheftræner Niels Frederiksen.
Kampsponsor Alfa Romeo og Fiat, Hersilg & Heggov, valgte efter kampen målmand Nicklas Højlund til Man of the Match for hjemmeholdet, efter en flot kamp med flere store redninger, der næsten hele vejen holdt hjemmeholdet inde i kampen. Værd at bemærke var også den flotte opbakning fra tribunen, hvilket spilletruppen efter kampen var meget imponeret af, så en opfording herfra skal lyde: "Lad den flotte opbakning fortsætte også i de næste kampe!".
Ekstra Bladet Cup - 3. runde
Lyngby BK - Esbjerg ... 1-2 (1-0)
1-0 Ayoub Sørensen (41. min)
1-1 Tim Janssen (76. min)
1-2 Jesper Jørgensen (85. min - straffe)
Man of the Match: Nicklas Højlund
Tilskuere: 773
Startopstilling:
31. Nicklas Højlund
2. Cheikh Sarr
6. Jakob Egeris
7. Ayoub Sørensen
9. Lasse Rise
10. Kim Aabech
12. Jeppe Brandrup
13. Rasmus Christiansen
14. Patrick Mortensen
15. Emil Larsen
22. Ronni Hansen
Indskiftet:
11. Christian Gytkjær <> 9. Lasse Rise
15. Emil Larsen <> Yasin Avci
14. Patrick Mortensen <> Christopher Olczyk
 |
| Nicklas Højlund blev valgt til Man of the Macth af kampsponsor Hersild & Heggov |
|