| Knebent nederlag i Malmö |
|
Lørdag eftermiddag var Lyngbys bedste mandskab en tur over sundet, hvor Malmö FF fra Allsvenskan lagde kunstgræs til. Hjemmeholdet var bedst i 1. halvleg, mens Henrik Larsens tropper skabte mest i 2. halvleg.
Matchen blev spillet på en kunstgræsbane kun et stenkast fra Malmö Stadion, der fra og med april får status af tidligere hjemmebane for Malmö FF. Det imponerende Swedbank Stadion er under ombygning klods op af Malmö Stadion, og det nye stadion tegner til at blive øresundsregionens flotteste og mest moderne stadion. Pris: 580 mio. svenske kroner. For cheftræner Henrik Larsen har Malmö Stadion også en speciel historie, for det var jo dér, at Store i juni 1992 med "et brag af et spark" bragte Danmark foran 1-0 mod Frankrig i EM-slutrundens anden puljekamp. Senere præsterede Store også to ordinære scoringer og en straffesparksscoring mod Holland i semifinalen, men den historie kender du godt... Lyngby - i kampens anledning i røde trøjer - var uden en sygdomsramt Lasse Rise, så kun fire mand havde plads på bænken. I mål tog U/19-keeper Nicolai Larsen over for de skadede Rune Pedersen og Nicklas Højlund, hvilket U/18-landsholdsspilleren gjorde ganske glimrende med sikre indgreb både ved jorden og i luften. Andreas Bjelland - spilleren der kan bruges på alle pladser - startede med Bresemann i midterforsvaret, mens Alexander Fischer var blevet foretrukket som højreback frem for Andreas Wihlborg, som ellers var halvvejs på hjemmebane i det svenske. Malmö var uden deres danske islæt, Ulrich Vincentz, der sad uden for med skade. Godt 500 tilskuere var mødt frem til matchen, og de kunne se Allsvenskan-mandskabet have kampens første mulighed efter blot et par minutters spil, men Nicolai Larsen fulgte den den løse mulighed lige forbi stolpen. Martin Christensen havde Lyngbys første tilbud, da han fikst havde spillet 1-2 med Kim Aabech, men hans afslutning mod fjerneste stolpe røg snert over. Lyngby præsterede fint spil i de første 20 minutter, og her var det generelt en lige affære, men som 1. halvleg skred frem, overtog hjemmeholdet langsomt mere og mere af spillet. En enkelt gang var Lyngby-markeringerne ikke så skarpe som krævet, og det udnyttede Malmös Daniel Andersson efter 24 minutters spil til iskoldt at sparke 1-0 målet ind. Efter højt pres på Lyngby eroberede hjemmeholdet bolden, og Daniel Larsson kunne resolut svinget højrebenet fra kanten af feltet, hvilket Nicolai Larsen intet kunne stille op imod. Holdene til pause med 1-0 til Malmö, der også var en anelse bedre end deres danske gæster. Henrik Larsen foretog i pausen en enkelt ændring, idet Bjelland blev sendt fra midterforsvaret og op på den centrale midt i stedet for Nicolai Melchiorsen, mens Rasmus Christiansen kom fra bænken og ind til Bresemann. Om ankomsten af Bjelland på midten gjorde udslaget skal være usagt, men i hvertfald var det Lyngby-mandskabet, der langsomt fik overtaget i 2. halvleg, selvom de sortblusede svenskere dog havde deres tilbud. Ayoub Sørensen har i sine første kampe i Lyngby-trøjen vist særdeles spændende ting, men i dagens kamp havde den marokkanskfødte dribler det svært. Han forsøgte og forsøgte, men ihærdigheden blev ikke rigtigt belønnet. Dertil var hans direkte modspillere væsentlig bedre end dem, han hidtil har stået over for, men ingen tvivl om, at han vil bibringe mandskabet mange positive og spændende elementer. Kampen blev præget af mange frispark, hvilket også medførte advarsler til både Bjelland og Bresemann for protester, og netop de to havde gode dueller med den fysisk stærke Edward Ofere og hans lille angrebsmakker, Daniel Larsson, men forhindre sidstnævnte i at score kunne de ikke. Lyngby havde godt tag i spillet og pressede på for en udligning, og i to situationer var det meget tæt på at lykkes. Omkring straffesparkspletten fik Kim Aabech en returbold efter hjørnespark, og med højrebenet fik han afsluttet hårdt i en meters højde, men en velspillende keeper, Jonas Sandqvist, klarede forsøget med en tv-redning. Morten Christiansen havde måske Lyngbys største tilbud blot to meter fra målstregen, men midtbanemanden blev tacklet i afslutningsøjeblikket, så afslutningen havnede en meters penge over mål. Generelt voldte Lyngbys frispark og hjørnespark problemer for hjemmeholdet, og returbolde efter disse situationer kunne med lidt held have givet mål. Malmö viste størst effektivitet og vandt på en udmærket 1. halvleg. Lyngby tilspillede sig flere gode tilbud, men effektiviteten i boksen manglede på dagen. Søndag rejser truppen på træningslejr til Malaga, hvor der venter træningskamp mod armenske FC MIKA. Herudover arbejdes der på yderligere en træningskamp i Spanien. Malmö FF - Lyngby Boldklub ... 1-0 (1-0) 1-0 Daniel Larsson (24.) Tilskuere: 500 Start 11'eren: 16. N. Larsen 2. Fischer 4. Bresemann (c.) 6. Bjelland 10. Aabech 12. Lawal 14. M. Christensen 18. Melchiorsen 19. Lund 23. Hamalainen 30. Ayoub Indskiftninger: 13. R. Christiansen >< Melchiorsen (46.) 22. Wihlborg >< Fischer (58.) 7. M. Christiansen >< Lund (62.) 8. K. Kristensen >< Lawal (65.) 19. Lund >< Ayoub (80.) |




