| Intenst opgør lukkede Lyngbys 2011 |
| Skrevet af Kristian Maimann, søndag 04. december 2011 | |
|
Der var comeback til Frederik Krabbe, debut til Yussuf Yurary Poulsen, et diskutabelt rødt kort til Christian Traoré og tre scoringer, da søndagens mest underholdende Superliga-kamp blev spillet på Lyngby Stadion. Desværre endte det med et 1-2-nederlag til de kongeblå. På grund af skader til flere blandt nøglespilerne var manager Niels Frederiksen nødsaget til at tænke lidt mere kreativt i sin startopstilling. Resultatet var blandt andet, at den venstrebenede forsvarsspiller Frederik Helstrup startede på positionen som venstre back, mens både Peter Madsen og Patrick Mortensen var med fra start på de to forreste positioner. Det var et AC Horsens-hold i offensiven, der fra første fløjt gik i gang med at lægge pres på de kongeblås bagkæde. I de første minutter kastede det også et par farlige situationer af sig, blandt andet da Jeppe Mehl sendte en høj bold ind i feltet – Rune Pedersen fik dog bokset væk og på riposten sparkede Martin Retov så et godt stykke over mål på en ellers fin mulighed. Efterhånden som minutter gik kom Lyngby dog bedre med i opgøret og selvom det ikke umiddelbart kastede nogle oplagte målchancer af sig, så var Lyngby ganske godt med. Chancerne tilfaldt primært AC Horsens, der nøjagtigt som i de foregående kampe både skabte chancer på hurtige omstillinger og dybe bolde til Gilberto Macena samt etableret spil med indlæg ind i feltet – denne søndag kunne man dog ikke sigte efter Henrik Toft, men måtte i prøve at ramme Kenan Hajdarevic. Janus Drachmann og førnævnte Hajdarevic fik begge to store muligheder for at skabe overskrifter frem mod pausen, men hvad de to offensive Horsens-spillere ikke formåede, det gjorde dommer Michael Svendsen så kort før pausen. Christian Traoré tror han har fået indkast i Lyngbys højre forsvarszone, men da det ikke er tilfældet lader højrebacken bolden falde til jorden og trille en meters penge bagud – det takserer Michael Svendsen til Traorés andet gule kort og så må en hovedrystende Lyngby-back gå i bad før tid. Udvisningen betød logisk nok et øget pres mod Lyngbys mål i 2. halvleg. Bænkens reaktion kom i pausen, hvor Frederik Krabbe blev sendt på banen til sit comeback og dermed spillede Lyngby igen med en højre back. Fem minutter efter pausen blev trykket dog endeligt omsat til en Horsens-scoring, da Martin Spellmann kunne skovle i indlæg ind bag Rune Pedersen til en 1-0-føring. Målet ændrede imidlertid ikke det store ved kampen. Lyngby fortsatte udfortrødent kampen for at komme tilbage i opgøret, mens Horsens fortsat afventede de rigtige øjeblikke til at sætte angreb op. Kenan Hajdarevic fik en gylden mulighed for 2-0, da han blev sendt alene igennem – godt tilbageløb af Lyngby-forsvarede forpurrrede dog Horsens-angriberens opspil til kollegaen Macena. 2-0-målet kunne dog ikke afværges og det lignede unægtelig en afgørelse på kampen, da Alexander Juel Andersen sparkede Horsens på 2-0 efter et indlæg. Afgørelsen varede dog ikke længe, idet Patrice Bernier med 12 minutter igen bragte Lyngby tilbage i opgøret med et flot langskud. Kort efter blev angrebs-debutanten Yussuf Yurary Poulsen sendt på banen og den 17-årige ungdomslandsholdsspillers mission var klar: Læg tryk på Horsens-defensiven. Og tryk på det blev der lagt i slutminutterne. En velspillende Frederik Helstrup, der havde suppleret venstre angrebsside fint kampen igennem, blev rykket ind centralt i et tremandsforsvar med Jakob Bresemann og en godt kørende Frederik Krabbe og så kunne resten af holdet koncentrere sig om at jagte udligningen. Det blev dog ikke for alvor farligt og dermed slutter 2011 med et Lyngby-nederlag på 1-2.
Lyngby BK - AC Horsens 1-2 (0-0) 0-1 Martin Spellmann (49) 0-2 Alexander Juel Andersen (75) 1-2 Patrice Bernier (78) Lyngbys startopstilling: 1. Rune Pedersen 3. Christian Traoré 4. Jakob Bresemann 8. Peter Madsen 11. Patrick Mortensen 14. Mathias Tauber 15. Emil Larsen 17. Patrice Bernier 18. Morten Bertolt (c) 19. Jonas Henriksen 24. Frederik Helstrup Bænk: 16. Lukas Fernandes 2. Dennis Cagara 5. Rasmus Nielsen 6. Frederik Krabbe 20. Jeppe Brandrup 27. Christian Nørgaard 29. Yussuf Yurary Poulsen Indskiftninger: Frederik Krabbe ind for Peter Madsen (46) Rasmus Nielsen ind for Morten Bertolt (67) Yussuf Yurary ind for Mathias Tauber (84) Advarsler: Christian Traoré, Lyngby BK (17, 42) Jakob Bresemann, Lyngby BK (74) Kenan Hajdarevic, AC Horsens (74) Martin Spelmann, AC Horsens (91) Tilskuere: 1.059 |




