| Endnu en flot jysk sejr til de kongeblå |
| Skrevet af Kristian Maimann, lørdag 02. oktober 2010 | |
|
Effektivitet var nok engang forskellen mellem sejr og nederlag - Lyngby viste stor kynisme og vandt, på trods af massivt midtjysk pres, med 2-1 ude over FC Midtjylland. Lyngbys cheftræner Niels Frederiksen havde til dagens kamp givet genvalg til samtlige 11 spillere fra mandagens opgør mod OB. Kun Esben Hansen var ny i selve truppen og tog fra start på plads på bænken, hvor han kunne se FC Midtjylland presse på fra start. Midtjyderne kastede fra start en del bolde fremad banen og satte Lyngby under pres. Især midtjydernes Izunna fordelte spillet godt og formåede flere gange i kampens indledning, at sætte kantspillerne Sylvester Igboun og Hassan i scene. Stik mod spil og chancer var det dog Lyngby der – noget overraskende – kunne juble over en scoring først. En lang bold bliver forlænget af Patrick Mortensen og så er Kim Aabech pludselig alene igennem. Aabech har masser af tid og lobber køligt bolden over hjemmeholdets målmand Jonas Lössl og bringer Lyngby foran 1-0.
Målet ændrede ikke ret meget på selve spillet. Midtjyderne forsatte presset, men havde svært ved for alvor at komme frem til de helt åbne chancer. Det bliver i stedet på langskud, at FCM er farligst – dog uden at teste Rune Pedersen ret meget. Lyngbys Jeppe Brandrup var til gengæld flere gange i store problemer mod Sylvester Igboun, der efter en halv time kan sende et indlæg ind i hovedet på Frank Kristensen, der dog slet ikke får ordentligt træf på bolden, der sejler langt forbi mål. Der var få chancer til Lyngby, der havde store problemer med at holde på bolden og skabe den nødvendige ro. Midtjylland pressede de kongeblå højt og tvang de kongeblå til at benytte lange bolde, som kun Patrick Mortensen og Kim Aabech reelt kunne være med på. I stedet bliver det nærmest en lang forsvarsaktion frem mod pausen, hvor Sylvester Igboun fortsat er en konstant trussel. I 1. halvlegs tillægstid er FCM igen tæt på. Et hjørnespark havner i hovedet på Frank Kristensen, der må se sit forsøg blive clearet på stregen af en velspillende Brian Hamalainen.
Cheftræner Niels Frederiksen brugte blandt andet pausen på at indskifte Mathias Tauber i stedet for Jeppe Brandrup, der også havde fået en advarsel i 1. halvleg. Tauber skulle ind og dæmme op for Igboun – en mission, der lykkes rigtig godt. Midtjyderne har svært ved at finde det sprudlende kantspil frem, og i stedet bliver midtjydernes fremdrift lagt på midten af banen. Gennem det meste af 2. halvleg kniber det dog fortsat for FC Midtjylland med at komme frem til de åbne chancer. FCM er dog stadig farlige når de formår at kombinere sig fremad – det giver blandt andet en stor chance til Ken Ilsø, der fra fri position bliver blokeret af Marc Møller og kan se sin afslutning ryge over mål. Kort efter debuterer midtbanespilleren Esben Hansen så for Lyngby, da han bliver sendt på banen i stedet for Patrick Mortensen. Det betyder at Lasse Rise rykker helt frem, AC rykker på kanten og Hansen går ind ved siden af Bertolt. Kort efter er han med til at bryde et FCM-angreb. Bolden sendes frem mod Lasse Rise, der elegant sætter sin direkte modstander og går mod baglinjen, hvor han slår bolden på tværs. Emil Larsen er først på bolden og sætter bolden i kassen til 2-0.
Så var der dømt belejring af Lyngbys banehalvdel. FCM skiftede offensivt ind og pressede yderligere på. Det producerer chancer til hjemmeholdets Frank Kristensen, der dog igen må se Brian Hamalainen sparke væk på stregen. Lyngby kommer sjældent af sted i konstrastød – en enkelt gang er det dog ved at blive farligt, da Lasse Rise sendes dybt, men Jonas Lössl kommer godt ud og får generet tilpas meget til, at muligheden løber ud i sandet. De fleste lyngbyfans kunne nok godt have undværet de sidste 10 minutter af dagens opgør – det ender nemlig med at blive lidt for spændende, da Morten Petersen som sidste mand nedlægger indskiftede Ken Fagerberg. Det takseres til straffespark og rødt kort til Petersen og på det efterfølgende straffespark sparker Danny Olsen FCM tilbage i opgøret. Kort efter får Jakob Bresemann liga-comeback efter sin lange skadespause – den rutinerede forsvarsspiller har dog ikke tid til at nyde indløbet ret meget, men bliver i stedet kastet direkte ind i det ivrige forsvar af føringen. Hen mod slutningen trykker Izunna af fra distancen, men bolden ryger over mål og der bliver derfor ikke scoret yderligere – Lyngby vinder kampen via stor kynisme, kølighed og solidt centralt forsvarsspil. Det var i øvrigt Lyngbys første sejr nogensinde over FC Midtjylland. Match Facts: FC Midtjylland - Lyngby BK 1-2 (0-1) Lyngbys startopstilling: 1. Rune Pedersen Bænk: Indskiftninger: Advarsler: Udvisninger: Tilskuertal: 7.430 |







