Det er nu stadig vinter over Danmark, og sneen ligger tungt og dybt over landet, men trods kuldens hergen, er de europæiske turneringer startet op igen. Nu når vi ingen hold har i Champions League, sætter vi vores lid til curling pigerne. De er gået hen og blevet, vores i særklasse største håb. Stort set hele nationen støtter op om dem.

Vi danskere er jo trods alt nogle lidt mærkelige nogen, så længe det er dansk, er alt nærmest fryd og gammen. Vi er langt fra så overgearede som nordmændene, men bare meget glade alligevel. Dog uden, at det føles, som værende destruktivt, bare almindelig glæde, hvor sejren nok skal hyldes alligevel. Med mindre det bliver en nordmand, dem er vi ikke så glade ved.

Men frisk og frejdig sætter man sig til skærmen for, at følge noget curling, og hvad sker så, et nederlag. Nej, ikke bare et men 2, og der sluttede så min OL deltagelse. Meget andet OL, er det så heller ikke, man får set, grundet den tidsforskel, vi er ude i. Med de danskere, der er med, og deres manglende præstationer, er det heller ikke verdens største afsavn.

Så må man i stedet for, mindes tidligere tiders store mestre og helte. Der er heldigvis en del, at gå i gang med. Vi kan bare starte med Franz Klammer, tilbage i ´76, på hjemmebanen i Innsbruck. Det brøl, da han passerede stregen, mindes jeg stadig, med stor glæde i sindet, fantastisk præstation.

Eller Eric Heidens 5 gange guld i hurtigløb på skøjter fra ´80, en helt enestående begivenhed, og for zlatan nogle lår han havde. Eller ved samme OL, da USA´s college hold formåede, at slå statsamatørene fra Sovjet. En fantastisk kamp, hvor man hoppede og dansede med, i begejstring og jubel.

Selv om jeg ikke er den store danser, må man også nævne Jane Thorwil og Christopher Dean, og deres fantastiske opvisning til Ravell´s Bolero. Hvor de også ryddede skalaen for 6,0 er ved point givningen.

Så var der jo også de danske pigers OL sølvmedalje, dengang i Nagano i ´98, hvor hele nationen råbte wiii højlydt, i ren og skær jubel. Der fik vi sølv i det OL, godt gået af sådan en sommersports nation. Uden de traditionelle vintersportstilknytning. Men sådan er nu vores verden så foranderlig, hvad der er op den ene dag, peger ned den anden  osv.

Ellers er det jo et OL, hvor man ikke rigtig har kunnet få øje på, de deciderede overraskelser og spektakulære begivenheder. Et slags OL på det jævne uden det ekseptionelle, og præstationer på det jævne, uden de store udsving. Lidt sjovt med et OL, hvor interessen er på det meget jævne, og uden de store udsving.

Vi kunne da ellers bare nyde transmissionerne, hvis de nu blev sendt på et rimeligt tidspunkt. Desværre gør tidsforskellen, at det er lidt umuligt, at følge udsendelserne, på et mere anstændigt tidspunkt. Sådan er det nu engang, og meget er der ikke, at gøre ved det.

Resultater dukker hele tiden op, og kan bruges derefter, men danskerne holder sig pænt tilbage i den arrangement. Vi skal ikke føre os for meget frem, vi holder os pænt tilbage, og plejer vores ringe udbytte. Vores curling piger, havde skruet forventningerne godt og grundigt op, men vi sad tilbage med nogle slappe kasser!! Forventningens glæde, er nu engang den største.

Ellers synes jeg ikke, der er det store, at skrive hjem om, fra dette OL, ikke så mange spektakulære begivenheder. Selvfølgelig flot, da flammen bliver tændt, og når det nu er i Canada, så hvem andre end Wayne Gretzsky, skulle tænde den olympiske flamme. Alt andet lige, et yderst smukt symbol på, at legene nu er i gang.

Men i korte træk nogle lege, der ikke kommer til, at overdænge historiebøgerne. Et slags mellem OL, af de jævne, uden så mange personligheder, og i det hele taget præstationer. Men alt i alt et ok OL, tager sin afsked, og  vi må vente 4 år til på nye ekseptionaliteter. Men husk igen bare, at ”enjoy the game”, hele vejen igennem, med det for øje. Vi vedhøres.

                                                         gothen