| Aaby: Det er vigtigt fansne er der |
| Skrevet af Kenneth Stricker, lørdag 23. juli 2011 | |
|
Lyngbys administrerende direktør Birgit Aaby lagde for i lørdagens kick-off-arrangement på Lyngby Stadion, hvor Aaby blandt andet gav en kort forklaring på Lyngbys ageren i forbindelse med sagen om Kim Aabech. Der har været ganske travlt i Lyngby Boldklubs administration henover sommeren. Udover den sportslige jagt på forstærkninger har Lyngby også måtte trækkes med en sag hos DIF, som Randers havde indbragt. Sagen endte som bekendt med en afvisning af Randers’ anke, hvilket man hele tiden havde regnet med i Lyngby: ” Det er jo nemt at sige det nu, men vi vidste godt at vi ville vinde sagen. Vi har fået en bøde fordi vi havde rod i papirgangen – og ikke fordi vi har gjort noget ulovligt. Det er vigtigt at pointere” fortalte Aaby, der blandt andet har haft til opgave at få styr på det administrative arbejde i Lyngby BK: ”En af mine opgaver da jeg blev ansat var, at få gang i det administrative. Der er styr på det og vi ved hvad der skal laves og hvordan vi gør det”, lød det fra Aaby. Lyngby Boldklub har perioden igennem været genstand for megen kritik, især fra Randers, hvilket selvsagt har skabt en del skriverier. Lyngby Boldklub har dog ikke haft noget ønske om at deltage i det mediemæssige slagsmål, og det var en helt bevidst strategi: ”Da jeg blev ansat sagde jeg, at jeg ikke ville være med til at tale dårligt om andre klubber. Og det holder jeg fast ved. Vi ville ikke være en del af den mudderkastning, der var i pressen og det var helt bevidst” fortalte Birgit Aaby, der også rettede en tak til Lyngbys fans: ”Sommeren har været mindst ligeså hård for jer, som den var for os. Vi er super glade for den opbakning vi har fået fra jer. Det er vigtigt, både for klubben og spillerne at vide at fansne er der for os” takkede Birgit Aaby. Et andet spændende Lyngby-projekt er opførelsen af Lyngby Stadion. Ved kick-off-arrangementet forsikrede Birgit Aaby, at projektet kører som det skal: ”Vi regner stadig med at vi skal spille på nyt stadion i 2013. Og det at vi er blevet oppe betyder jo bare, at det kører endnu bedre. Så det kører som det skal”. |




