| Vigtig kamp venter i Horsens |
| Skrevet af Kristian Maimann, mandag 25. april 2011 | |
|
Det er en af de rigtig vigtige kampe, der mandag eftermiddag venter de kongeblå – Lyngby skal en tur til Østjylland for at møde AC Horsens i den første af en række vigtige, direkte nedrykningskampe. Lyngby kæmper, helt som forventet, fortsat med i den tunge ende af tabellen, hvor kun Silkeborg synes at have slået et sikkert hul ned til nedrykningsstregen. Det er derfor nu ”kun” de syv nederste hold, der kan føle sig truede – to af disse hold er de to oprykkere, Lyngby BK og AC Horsens. Selvom Horsens aktuelt er rækkens nummer 6, så er der kun sølle tre point ned til AaB under stregen – Lyngbys ”forspring” i den henseende er kun et enkelt point, men alligevel kan ingen af de to hold ligge til nedrykning efter denne runde. Således har både AaB og Esbjerg spillet deres kampe i 27. spillerunde og begge klubber tabte i øvrigt point. Derfor kan både Lyngby og Horsens hoppe lidt væk fra stregen med en sejr. Uafgjort vil formentlig ikke tilfredsstille nogen, så begge hold er altså pisket til at vise noget offensivt og målsøgende spil. Forhåbentlig resulterer det i en attraktiv fodboldkamp, der ellers ikke har været tilfældet i de seneste indbyrdes opgør. Fight, duelspil og nærkampe har været nøgleordene i de foregående to Superliga-opgør, der er endt med en sejr til hvert mandskab. Meget tyder da også på, at netop fighterviljen bliver afgørende mandag eftermiddag – for selvom Lyngby gerne spiller angrebsivrigt, så vidner fem kampe med kun en enkelt scoring om, at Horsens ikke altid formår at sætte fut i deres offensiv. Cheftræner Niels Frederiksens Lyngby-hold, der startede foråret en smule svagt, har efterhånden fået bedre styr på spillet og tilgangen til kampene. Dette blev illustreret i de flotte kampe mod FC Midtjylland og igen i udekampen mod Randers, hvor de kongeblå kom tilbage efter at have været bagud og fik uafgjort med hjem. Kampen mod FCK blev til trods for en tidlig føring en resultatmæssig fuser, der dog alligevel pegede lidt i retning af, at Lyngby bestemt ikke har tænkt sig at rykke ud uden kamp. Det samme er netop tilfældet hos modstanderen fra Horsens, så forhåbentlig giver det en god kamp på Casa Arena i Horsens. Lyngbys trup mod AC Horsens: 1. Rune Pedersen 2. Cheikh Sarr 3. Marc Møller 4. Jakob Bresemann 6. Mitja Mörec 8. Peter Madsen 9. Bajram Fetai 10. Kim Aabech 11. Patrick Mortensen 12. David Boysen 14. Mathias Tauber 15. Emil Larsen 18. Morten Bertolt 19. Jonas Henriksen 20. Jeppe Brandrup 21. Anders Christiansen 23. Brian Hamalainen 24. Esben Hansen 25. Uffe Manich Bech 31. Nicklas Højlund Skader: Ayoub Sørensen Karantæner: Ingen Seneste fem kampe: AC Horsens: T-U-U-U-U Lyngby BK: T-U-V-T-U |
| Billetinfo |
|---|
![]() Lyngby BK - Brøndby IF Onsdag d. 23. maj kl. 20 Klik her for info omkring adgangsforhold og billetter |
| Lyngby Shoppen |
|---|
| Nyt fra LB1921 |
|---|








