| Historisk halvleg, da Lyngby snuppede 1 point i Midtjylland |
| Skrevet af Kristian Maimann, mandag 04. april 2011 | |
|
Lyngby og FC Midtjylland leverede en af historiens mest målrige, men samtidig også mest mærkværdige, halvlege, da Lyngby BK fik et point med hjem efter 4-4 i Herning.
Statistikken var imod Lyngby, der mødte op på MCH Arena uden sejr i fem udekampe mod FCMs fem kampe på hjemmebane uden nederlag. Men det var også et Lyngby-hold med tro på det tilsyneladende umulige, især med tanke på de to holds første indbyrdes opgør, der som bekendt endte med en Lyngby-sejr på 2-1. Cheftræner Niels Frederiksen havde i sin startopstilling foretaget to ændringer, idet Bajram Fetai og Peter Madsen havde fået chancen fra start. Kampen startede, ganske som forventet, med FC Midtjylland i primær boldbesiddelse. Midtjydernes høje presspil generede de kongeblå, der dog alligevel hang ganske pænt på. Alligevel lå det i luften, at FCM skulle komme foran og det skete efter godt 17 minutters spil, hvor Mikkel Thygesen kunne sende bolden i nettet efter fint midtjysk opspil. Målet gjorde det unægtelig svært at bevare den kongeblå optimisme, men Lyngbyerne rystede hurtigt scoringen af sig og efter lidt over tyve minutters spil eksploderede kampen så. Et hjørnespark til Lyngby blev headet mod mål af Marc Møller, der dog måtte se hjemmeholdets Jesper Juelsgård sende bolden væk fra stregen med et vip med skulderen – dommer Michael Tykgaard vurderede dog, at Juelsgård brugte armen og dømte derfor straffespark til Lyngby, ligesom Jesper Juelsgård fik direkte rødt. Dommen affødte naturligvis frustrationer og protester fra FCM, der efter kampen også fik medhold af dommeren, der erkendte et fejlskøn. Men straffesparket stod ved magt og så kunne Kim Aabech udligne til 1-1. Derefter fulgte 6 fremragende offensive Lyngby-minutter. Allerede fire minutter efter udligningen leverede Bajram Fetai et oplæg i verdensklasse, da han vippede bolden i dybden til Peter Madsen, der med en fremragende flyvende flugter sendte bolden ind bag en chanceløs Jonas Lössl. Og blot to minutter senere kom Lyngby så på 3-1, da Kim Aabech på fornemmeste vis satte hovedet på et hjørnespark fra Brian Hamalainen og fuldendte en flot periode. Desværre var det som om, at Lyngby lod sig tilfredsstille af tomål-føringen. Bolden blev i flere omgange trillet rundt i defensiven og da hjemmeholdet havde rystet chokket af sig, blev den taktik straffet prompte. Efter 38 minutters spil viste Jakob Poulsen og Mikkel Thygesen fin forståelse for hinanden og da Mitja Mörec slet ikke kunne holde på stærke Thygesen, var vejen banet for en reducering. Fem minutter senere lå bolden så endnu engang i nettet, denne gang efter at Ken Fagerberg udnyttede en bold i dybden efter en Lyngby-fejl. Og mens FC Midtjyllands fans jublede og Lyngby ditto ærgrede sig viste Peter Madsen så endnu engang, at han muligvis er på vej mod tidligere tiders storform. I hvert fald var angriberen iskold, da han fik en stikning i dybden fra Mitja Mörec, rundede keeper Lössl og sendte bolden i mål til pausestillingen 4-3 – i øvrigt den mest målrige halvleg nogensinde. Der er i ovenstående ikke mange ord omkring forsvarsspillet i første halvleg – og det er med god grund. Det var nemlig bestemt ikke prangende, hvad de to mandskabers defensiv leverede. Gang på gang førte fejlafleveringer og dårlige placeringsevner til chancer – og det kunne og burde egentlig have stået 5-3 til Lyngby i pausen, eftersom David Boysen brændte en kæmpe-chance på en friløber efter cirka 35 minutters spil. 2. halvleg bød dog på bedre defensive indsatser. Lyngby forsøgte at spille mere disciplineret og udnyttede i stedet, at man var en mand i overtal. Lyngby producerede de klart største chancer og kunne med lidt ekstra skarphed have taget en endnu større føring. Der var således åbne muligheder til både Anders Christiansen, David Boysen og ikke mindst Kim Aabech, der dog missede chancen for at score hattrick. Mod slutningen sendte Allan Kuhn så sine tropper frem i et sidste tryk på Lyngby og med 10 minutter tilbage af opgøret fik FC Midtjylland endeligt udlignet. Et indkast i højresiden havner lidt tilfældigt hos Rilwan Hassan, der bliver tacklet fuldkommen rent af Marc Møller – publikum og midtjydere appellerer dog for straffe, og mens det meste af Lyngbys defensiv har travlt med at appellere for det modsatte er Rilwan Hassan vågen. Han prikker bolden til Kristian Bak Nielsen, der banker bolden i nettet bag en sprællende Rune Pedersen, der blot kan se til, mens tribunen bag ham går amok i jubel. FCM havde derefter for alvor troen på det. Sølvaspiranterne fortsatte jagten på point, men på trods af en udmærket mulighed til Rilwan Hassan så bliver det ved 4-4 i en særdeles underholdende kamp, der bestemt vil blive husket længe endnu – især naturligvis for de mange mål i første halvleg, men også for kontroversielle kendelser, elendigt forsvarsspil og en Peter Madsen, der bestemt ikke lignede en angriber, der i denne måned fylder 33 år. Med det ene point er der status quo i Superligaen, hvor Lyngby fortsat er nummer 9 og dermed holder afstanden på 3 point til Esbjerg under stregen. Match Facts: FC Midtjylland - Lyngby BK 4-4 (3-4) Rødt kort: Jesper Juelsgård, FC Midtjylland (21) Lyngbys startopstilling: 1. Rune Pedersen Bænk: Indskiftninger: Advarsler: Udvisning: |
| Billetinfo |
|---|
![]() Lyngby BK - Brøndby IF Onsdag d. 23. maj kl. 20 Klik her for info omkring adgangsforhold og billetter |
| Lyngby Shoppen |
|---|
| Nyt fra LB1921 |
|---|









