|
Bajram Fetai fortsætter i Lyngby Boldklub |
|
Skrevet af Kenneth Stricker, tirsdag 12. juli 2011
|
|
Lyngby Boldklub og Bajram Fetai er blevet enige om at forlænge offensivspillerens kontrakt med yderligere et år.
Bajram Fetai var i foråret en markant skikkelse på Lyngbyholdet, og med tre scoringer var han stærkt medvirkende til, at det blev til en flot 8. plads i Superligaen i den forgangne sæson. Derfor er det glædeligt, at Lyngby i dag kan offentliggøre at Fetai fortsætter hos de kongeblå i den kommende sæson – hvilket naturligvis glæder Lyngbys cheftræner Niels Frederiksen: ”Bajram spillede et rigtig godt forår for os, og var medvirkende til at vores offensive palet i foråret var rigtig stærk, og derfor er det også dejligt, at vi har Bajram også i den kommende sæson”, udtaler Niels Frederiksen.
25-årige Fetai er også selv glad for forlængelsen med Lyngby: ”Jeg er glad for at der endelig er kommet en afklaring på min fremtid, for selvom jeg var til prøvetræning i tyske Dynamo Dresden, så kunne vi ikke få enderne til at passe, og så var Lyngby det naturlige valg, da jeg er glad for at være her, og vi spiller den type fodbold som jeg elsker. Jeg føler jeg er faldet godt til, og ser frem til endnu en god sæson i Superligaen, hvor begge parter kan fortsætte den gode udvikling vi er inde i” fortæller en tilfreds Bajram Fetai om forlængelsen.
Bajram Fetai spillede i den seneste sæson 13 Superliga-kampe for Lyngby – det blev ligeledes til tre scoringer, bland andet et pragt mål mod FC Nordsjælland i lokalderbyet i maj måned. Fetais nye kontrakt løber frem til sommeren 2012.
 |
Bajram Fetai, der her har scoret på Aalborg Stadion, har forlænget sin aftale med
Lyngby Boldklub |
|