|
Forsvarsseminar i Lyngby Boldklubs U18 afdelinger |
|
Skrevet af Kenneth Stricker, onsdag 13. januar 2010
|
|
Søndag d. 10 januar var 35 trænere fra Lyngby Boldklubs drenge og pigeafdelinger, Lundtofte og Virum samlet til Forsvarsseminar på Lyngby Stadion. 8½ time med fokus på ”Det gode pres”.
Det nye begreb i dansk fodbold er ”Det gode pres” og selv i Lyngby Boldklub er forsvarstemaet kommet i rampelyset. Det var derfor med stor spænding, at 35 trænere mødtes for at udforske en helt ny verden.
Fra morgenstunden gik Kenneth Weber (U15 talentkoordinator) på scenen med teori omhandlende forsvarsstrategier og de 3 faser i det gode pres. Efter en grundig gennemgang af teorien skulle de 35 deltagere i 6 grupper arbejde med temaet, ved at analysere 8 videoklip, for derefter at fremlægge et klip hver for de andre deltagere. En både lærerig og ikke mindst spændende proces.
Kl. 12:00 var alle på kunstgræsbanen for at træne ”Det gode pres”, det blev en både seværdig og ikke mindst mindeværdig seance med både lækre detaljer, overraskende kompetencer (Jørn) og store fald…
Eftermiddagen blev brugt på at sætte ”Det gode pres” ind i en aldersrelateret ramme og gruppearbejde omkring de relationelle dele med undertals, lige mange og overtalsforsvar.
Sidste punkt på den lange dagsorden var træning med U13 elitespillerne fra årgang 97, der i 6 x 15 min blev trænet i de 3 områder af de forskellige grupper. En kold fornøjelse.
En super dag med højt fagligt niveau og mange sociale værdier på tværs af alder og køn.
Seminaret vil blive fulgt op af 3 inspirationsdage i de kommende måneder, hvor vi vil nørde videre på fodboldfaglige temaer og arbejde videre med de sociale bånd, der skabes fra gang til gang.
|