Hård start på forårssæsonen for U19 og U17

foto (c) Per Kjærbye

Der blev scoret flere flotte mål ved SES Cup, men Endrit Kamilis mål kandiderer nok til det flotteste. Se det ovenfor.

Efter en lang vinterpause bød weekenden endelig på ligabold for U19- og U17-holdet, og U15 og U14 spillede SES Cup i Sjælsølund. U13 spillede træningskamp mod FCK.

Rødt kort efter 44 sekunder spolerede U19-holdets forårsdebut

Det har ikke kun været Superliga-mandskabet, der har været påvirket af konkurstruslen. Også U19-holdet måtte justere deres opstart, hvor de måtte aflyse en træningslejr, men det har ikke forhindret dem i at spille seks træningskampe, og de har gået ubesejret igennem vinteren. Derfor var det også et hold fuld af selvtillid, der lørdag skulle op imod Farum i forårspremieren for U19-ligaen. Desværre måtte De Kongeblå rejse hjem med et 0-2-nederlag, hvor de allerede spillede en mand i undertal efter mindre end et minuts spilletid. Derfor var det ikke de optimale betingelser for cheftræner Thomas Lollike, der måtte ændre taktikken grundet det røde kort:

”Det taktiske er altid det, vi ligger ovenpå et fundament, der afspejler de værdier, som vi har på holdet. I lørdags måtte vi ret hurtig ændre vores taktiske oplæg på grund af det røde kort, og derfor fik vi mest vist vores fundament. De svar vi fik der, de var imidlertid positive, og det var et hold, der arbejdede fokuseret og hårdt sammen som hold” siger Lollike, der har været positivt udfordret i forhold til sin trup, da flere spillere har trænet med førsteholdet.

”Vi har fået en anden hverdag, da jeg ikke har min gruppe samlet. Det er rigtig positivt, at nogle af drengene kan gøre sig gældende længere oppe i systemet, men det har selvfølgelig givet nogle udfordringer, hvordan vi arbejder som gruppe. Det er selvfølgelig positive udfordringer, og drengene, der træner med førsteholdet, bidrager jo til niveauet, når de træner med os igen” lyder det fra U19-træneren.

Næste opgave for U19 er imod AaB på hjemmebane.

 

Anden halvleg blev afgørende i nederlag for U17-holdet mod FCN

U17-mandskabet skulle også op imod et Farum-hold i deres premiere, og de spillede hjemme i Kongens Lyngby lørdag eftermiddag. Endnu engang måtte De Kongeblå drenge indkassere et nederlag, da kampen endte 1-3, hvor Asger Ammundsen stod for Lyngby-målet. Assistenttræner Jonathan Hartmann var ikke tilfreds med resultatet, men han så flere positive aspekter i spillet fra Lyngby-holdet:

”Holdet leverer en stærkt indsats, hvor drengene lykkedes fint med vores høje pres, og de finder også gode løsninger på bolden i forhold til at kreere store chancer både i åbent spil og på omstillinger. Mange af de ting vi har øvet os på i opstarten, fik spillerne vist godt frem, men vi er utilfredse med kvaliteten i felterne. Vi kan dog tage flere gode ting med videre mod AaB, som venter i næste weekend” lyder det fra Hartmann efter premieren.

Næste opgave for holdet er mod AaB, hvor de unge talenter skal den lange tur til Aalborg.

 

U15 og U14 var de bedste mandskaber ved SES Cup i Hørsholm

I weekenden blev SES Cup 2018 afviklet for første gang, da Lyngby, Helsinki, Randers og OB duellerede i de to aldersgrupper U15 og U14 over to dage. Det gav en masse gode kampe med god matchning for alle hold i deres opstart, og en god portion mennesker havde fundet vej til Sjælsølund, hvor turneringen blev afviklet.

U15 gjorde rent bord i deres række, hvor de vandt alle tre kampe med en målscore på +6. U14 vandt to kampe, og de spillede den sidste uafgjort mod OB. De vandt imidlertid deres række på en bedre målscore, som var +4, hvilket var et mål bedre end de fynske gæster.

U15-træner Mads Kristensen var med til at arrangere turneringen, og han var en meget tilfreds mand, da resultaterne var gode, men også fordi afviklingen af turneringen havde gået godt.

”Første omgang af SES Cup har bestemt været en succes. Alle folk har været gode til hjælpe hinanden herude for at få en super weekend, og der har været en skøn atmosfære. Det har været fedt at se, at vores ungdomshold er så dygtige, at de kan vinde en stærkt besat turnering som denne. Så det har alt i alt været to fremragende dage!” siger den Kongeblå ungdomstræner.

 

Remis mod løverne fra FCK for U13

De helt yngste Lyngby-talenter tog lørdag imod FCK på anlægget ved Lundtoftevej, og de leverede en flot præstation imod en stærk modstander, hvor de to gange i kampen var bagud. De fik imidlertid kæmpet sig tilbage begge gange, og i sidste ende blev kampen 2-2.

Top