De nye ansigter er faldet til på Lundtoftevej

Foto: fodboldbilleder.dk

Transfervinduet er åbent, og det er svingdøren derfor også. I Lyngby Boldklub har man allerede fået tilføjet to svenske spillere til truppen, som begge er faldet godt til, fortæller de.

 Spillerne er tilbage fra en velfortjent juleferie, og de bliver ikke skånet i opstarten. De blev til gårsdagens træning nemlig udsat for den altid frygtede bip-test, og med til den test var de to nye Lyngby-spillere, Simon Strand og Mohammed Khalid Saeid. De to nyerhvervelser var på trods af høj puls begge glade for deres nye tilværelse hos De Kongeblå.

”Det føles fantastisk at komme i gang. Folk har taget godt imod mig, og det er dejligt at være her. Det var lidt turbulent at få det hele til at gå op, men jeg er virkelig glad for, at det lykkedes,” fortæller Simon Strand.

Den nye midtbanespiller Mohammed Khalid Saeid, der også kommer fra nabolandet Sverige, men har etiopiske rødder, er også faldet godt til i Lyngby efter han har skiftet Major League Soccer ud med den danske Superliga.

”Det er fremragende at spille fodbold igen. Stemningen er god her, folk er søde og niveauet er rigtig højt. Jeg havde et par andre muligheder, men jeg er virkelig glad for, at det endte med at gå i orden med Lyngby,” siger den lille midtbanespiller.

Tro på egne evner

 De to svenskere er begge blevet hentet til klubben i bestræbelserne på at sikre overlevelse i Superligaen, og der kan de hjælpe til på hver deres måde. Simon Strand, som kom til Lyngby fra den næstbedste svenske række, har i hvert fald nogle lovende kvaliteter.

”Jeg er meget aggressiv i min spillestil. Jeg har mange tempoløb og meget intensitet i mit spil, og så er jeg god med begge ben og kan bruges i begge sider,” lyder det fra den svenske back.

Mohammed Khalid Saeid er kommet til Lyngby efter en længere periode i Major League Soccer, og den lille midtbanespiller virker da også til at have kvaliteter, der kan bruges i Lyngby-truppen.

”Teknisk er jeg stærk. Jeg har gode fødder, og et god løbepensum. Og selvom jeg ikke er så gammel har jeg en del erfaring, som jeg håber også at kunne bidrage med,” fortæller han.

Direkte til Portugal

Simon Strand og Mohammed Khalid Saeid er i dag taget med resten af truppen til Portugal, hvor de får bedre mulighed for at spille sig ind på holdet, vise sig frem foran trænerne og lære de nye holdkammerater at kende. Det er en perfekt start i en ny klub, fortæller den nye midtbanespiller.

”Det kunne ikke være bedre. Vi får mulighed for at lære alle at kende, fokusere 100 procent på fodbolden og bygge formen op, så vi er klar til Superliga-starten,” afslutter den 27-årige tidligere Colorado Rapids-spiller.

NBL
Top