David Nielsen: Man skal ikke tage fejl – Randers er et super godt fodboldhold

Foto: fodboldbilleder.dk

 

Lyngby-spillerne skal på fredag igen jagte Superliga-point, når de møder Randers på BioNutria Park. David Nielsen forventer en god kamp imellem to hold, der begge har fået tanket selvtillid.

 De Kongeblå leverede i sidste weekend en fornem præstation, da de vandt sikkert over Helsingør på Lyngby Stadion. De kan dog ikke hvile længe på laurbærrene for allerede fredag skal de på den igen, når Randers FC inviterer til fodbold fra landets bedste række. Kronjyderne kommer også med selvtillid, efter at de slap ud af deres resultatmæssige krise med en imponerende sejr på 4-1 over rivalerne fra AGF. Cheftræner i Lyngby, David Nielsen, ser derfor frem til en fodboldkamp, som, han tror, kan blive meget underholdende.

”Jeg tror, det bliver en rigtig god kamp imellem to hold, der kommer med fornyet selvtillid efter gode præstationer i sidste runde. Det skal nok blive en fed kamp,” fortæller den populære Lyngby-træner.

David Nielsen har hele tiden forventet, at Randers ville finde deres niveau. Han synes nemlig, at Olafur Kristjansson råder over et mandskab, som er på et meget højere niveau, end tabellen viser.

”Det har været et spørgsmål om tid før Randers fandt formen og fik point på kontoen. Man skal ikke tage fejl – Randers er et super godt fodboldhold. Og jeg synes bestemt ikke, at de har et dårligere hold nu, hvis man sammenligner med sidste sæson,” siger han inden fredagens opgør.

I sidste sæson havde Randers et godt tag på Lyngby-mandskabet. Klubberne mødtes to gange, og i begge kampe kunne Randers gå sejrrigt fra banen. Derfor har Lyngby-cheftræneren også meget respekt for fredagens modstanderhold, men han tror dog fortsat også på sit eget mandskab.

”Vi havde det svært mod dem sidste år. Det er jo et godt hold og det bliver også svært på fredag, men jeg tror bestemt på, at vi kan få noget med hjem,” fortæller han.

Det er ikke kun Randers, der har været i en pointmæssig krise. Lyngby-spillerne har i starten af denne sæson også haft svært ved at følge op på de flotte resultater, der kulminerede med bronzemedaljer i den forgangne sæson. Det har dog set bedre ud i de sidste par kampe, og det fokuserer David Nielsen på.

”Jeg synes, at vores spillere har præsteret godt i en længere periode. De har set gode ud til træning, de leverede en fremragende præstation i Herning og de spillede godt i sidste weekend, så det går bestemt i den rigtige retning, men vi har fortsat primært fokus på præstationerne,” siger han.

En af de Lyngby-spillere, der kan få en afgørende rolle i kampen på fredag, er den nye costaricanske angriber, Mayron George. Han blev i de sidste dage af transfervinduet udlejet til Lyngby fra netop Randers, så der kan vente en speciel oplevelse for angriberen, som David Nielsen har stor tiltro til.

”Mayron spillede godt i sidste weekend – han kom frem til meget. Han ser også rigtig godt ud til træning, så han er selvfølgelig i spil til kampen på fredag. Det er klart,” afslutter den karismatiske træner.

Top