Oliver Lund: Vi skal bygge videre på weekendens sejr

Foto: Fodboldbilleder.dk

Lyngby Boldklub sikrede sig i søndags sæsonens anden sejr, da de på eget græs slog FC Helsingør 3-1. Den kamp skal man på fredag forsøge at bygge videre på, når det på BioNutria Park i Randers går løs mod Randers FC.

Oliver Lund spillede samtlige 90 minutter i det centrale forsvar, da De kongeblå, som ikke havde sunget sejrssang i omklædningsrummet siden kampen mod Silkeborg IF i 1. spillerunde, i weekenden hentede tre vigtige point i “Slaget om Helsingørmotorvejen” mod Christian Lønstrups oprykkere, FC Helsingør.

“Det er klart, at sejren i weekenden var meget tiltrængt. Både i kampen mod FC Midtjylland og i kampen mod Helsingør synes jeg, at vi viser, hvad vi står for, og hvilket spil, vi kan bringe, men det er klart, at det betyder alt at få de tre point, så det var selvfølgelig enormt tiltrængt,” fortæller Oliver Lund, der generelt er meget positiv over de takter, som holdet på det seneste har vist.

“I de seneste to kampe har vi spillet godt. Jeg synes, at vi har fået de dyder frem, som vi har i holdet, og fået vist vores styrker, og at vi så vinder rimeligt overbevisende over Helsingør betyder selvfølgelig meget. Vi følte generelt, at vi var i kontrol fra start til slut, og det betyder rigtig meget. Det er selvforstærkende – også for ens egne tanker omkring spillestil og sådan nogle ting,” fortsætter forsvarsspilleren.

Allerede på fredag venter næste opgave i Alka Superligaen. Her gælder det Randers FC, der nøjagtig som De Kongeblå har fået en blandet start på sæsonen, men som i weekenden slog AGF 4-1.

“Randers er jo gået fra at være et lidt tonser-hold til at være et rigtig godt spillende hold, så jeg tror det bliver to fint spillende mandskaber, der skal op mod hinanden på fredag. Ligesom os fik Randers en forløsende sejr i weekenden over AGF, som også var meget overbevisende, så på den måde er det jo to hold, der nu er kommet lidt ud af deres skal, og skal forsøge at bygge videre på de sejre, de nu har fået i deres respektive kampe. Jeg forudser en lige kamp med duelspil men også med en masse god fodbold,” forklarer Oliver Lund om fredagens opgør.

27-årige Oliver Lund, der kom til klubben i slutningen af juni, har fået godt med spilletid i sæsonens første otte Superliga-runder, og føler generelt, at han er kommet godt på plads i Kongens Lyngby.

“Jeg synes, at jeg har fået en rigtig fin modtagelse, og jeg synes, at jeg er faldet godt ind. Det er jo en erfaren trup, vi har, så på den måde så glider man stille, roligt og nemt ind i det, og det har ikke været nogen undtagelse med mig. Så ja, min første tid i Lyngby har været rigtig positiv. Vi har haft mange fede oplevelser sammen, og nu skal vi i gang med at skrabe en masse point sammen, så forhåbentligt bliver det kun endnu federe fremadrettet,” afslutter Lund.


Maya Westander
Brand Manager, Lyngby Boldklub
http://lyngby-boldklub.dk
Top